Frida

Mød Frida, en studerende fra HA(kom.) - erhvervsøkonomi - kommunikation

Hvorfor valgte jeg min uddannelse?
Jeg valgte HA(kom.), da jeg er rigtig glad for sprog og altid har interesseret mig mest for ’bløde’ fag, som giver mig mulighed for at reflektere. For mig var HA(kom.) den perfekte kombination mellem disse interesser og økonomi. Grunden til at jeg gerne ville læse en økonomisk uddannelse, var dels, at jeg rigtig godt kan lide de blødere sider af økonomi (fx markedsføring, HR mv.) og dels har en forventning om, at det skaber gode karrieremuligheder.

Hvad synes jeg er det bedste?
Det bedste ved at studere er, at man læser noget, som man faktisk synes er interessant, og som man kan se, hvordan man skal bruge i fremtiden. For mig har det bedste ved at starte på studie også været, at jeg har mødt nogle fantastiske mennesker og fået de bedste venner.

Hvad synes jeg er svært?
Jeg synes, at det sværeste ved at studere er, at man har for lidt timer i døgnet. Det kan være svært at få læst, modtage undervisning og lave opgaver samtidig med, at man skal passe et arbejde, som huslejen afhænger af, og at der derudover skal være tid til sport og fritid. Jeg synes også, at det er rigtig svært at få lavet mine ting i god tid. Jeg er desværre typen, der udskyder det meste til sidste øjeblik.

Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
Jeg ville gerne have vidst, hvor hård introugen og den første tid på studiet kan være. Jeg var meget bange for at gå glip af noget i starten, både fagligt og socialt. Jeg læste derfor alt og tog med til alle de sociale arrangementer, jeg kunne komme i nærheden af. Man bliver bombarderet med nye indtryk og skal lære en masse nye mennesker at kende. Samtidig skal man lære at finde rundt på skolen, på Canvas, i pensum og den nye måde at læse på. Det kan være rigtig hårdt.

Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg gerne vil efter mit studie. Jeg overvejer at tage et sabbatår efter min bachelor, da jeg desværre ikke fik rejst så meget, som jeg gerne ville i mine sabbatår efter gymnasiet. Umiddelbart vil jeg gerne læse videre enten på cand.merc.(kom) eller en anden kandidat. Karrieremæssigt kunne jeg godt se mig selv inden for noget markedsføring eller HR, men jeg er ikke fast besluttet på noget.

Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Lyt til dig selv! Det er virkelig vigtigt at passe på sit mentale helbred, og det er helt okay at tage en dag fri fra skole eller fester, eller hvad man nu har brug for. Man kommer ikke bagud, hverken fagligt eller socialt, fordi man tillader sig selv at lade op.

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 11/10/2022