Magnus

Mød Magnus, en studerende fra HA i markeds- og kulturanalyse

Hvorfor valgte jeg min uddannelse?
Jeg valgte at søge ind på Ha i Markeds- og kulturanalyse, da jeg tænkte, at der var en god kombination mellem de matematiske fag og de mere bløde fag. En del af vores undervisning foregår på engelsk, hvilket giver uddannelsen en mere international vinkel. Dette syntes jeg var spændende, og det endte med at blive ret afgørende for mig, da jeg ønskede at udfordre mig selv og styrke mit akademiske engelsk.

Hvad synes jeg er det bedste?
Når man begynder på et nyt kapitel i sit liv, kan det være nervepirrende. Man kan føle sig nervøs for, om man vil passe godt sammen med de mennesker, man skal tilbringe de næste år med. Men en god start i introugen gjorde, at man hurtigt fandt sammen med nogle og fik dannet venskaber. Så det bedste ved studiet for mig er helt klart menneskerne. De venskaber, jeg har skabt, har gjort, at selve studielivet er blevet en bedre faglig og social oplevelse. Vi hjælper hinanden med de ting, vi hver især har svært ved, og sørger for, at alle er med, hvilket er med til at skabe en god følelse af fællesskab.

Hvad synes jeg er svært?
Personligt gik jeg fra at have et fuldtidsarbejde, hvor det meste af min dag var skemalagt, og hvor mine opgaver var klart definerede. Når man starter på universitetet, kan det godt være en omvæltning, da man pludselig har meget mere kontrol over sin egen tid. Man møder ikke ind hver eneste dag og tager hjem på samme tidspunkt. Det kræver, at man lærer at disponere sin tid, så man både kan klare sine studieforpligtelser, se sine venner og eventuelt passe et arbejde. Det krævede lidt tilvænningstid for mig, før jeg følte, at jeg havde knækket koden.

Hvad ville jeg gerne have vidst, inden jeg startede på studiet?
I forbindelse med de første eksamener går man rundt med en masse bekymringer om, hvorvidt man kan leve op til niveauet. Man opdager dog, at der er en grund til, at man er blevet optaget på uddannelsen. Selvom man kan føle, at man er bagud, er man faktisk i stand til mere, end man måske først tror. Så jeg tror godt, jeg ville have vidst, at det hele nok skal gå.   

Hvad vil jeg gerne efter mit studie?
Efter min studietid ønsker jeg at anvende de kompetencer, jeg har opnået gennem uddannelsen, i en relevant stilling. Selvom jeg nok først skal have en kandidatgrad, inden jeg bevæger mig helt ud på arbejdsmarkedet, så har jeg en interesse inden for marketing. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med det, gerne i en international virksomhed med mulighed for at arbejde i udlandet.

Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede...
Hvis jeg kunne give mig selv et godt råd, inden jeg startede på studiet, ville det være at huske at have tillid til min egen evne og være åben over for nye udfordringer. Jeg ville minde mig selv om, at det er okay at stille spørgsmål og søge hjælp, når jeg har brug for det. Oftest finder man ud af man ikke er den eneste der har det på den måde. 

Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 28/09/2023