Vinder fundet i konkurrence om fremtidens bycampus på CBS

Den internationalt anerkendte arkitektvirksomhed C. F. Møller vinder konkurrencen om at udvide CBS’ campus på Frederiksberg.

Masterplan

Ny plads ved Fasanvej Station.
FS Station
Ny plads kan indrammes af Kilen, Vandtårnet, professorboliger og et nyt auditorie.
CBS Pladsen
Grønt areal ml. Kilen og Solbjerg Plads kan blive Frederiksbergs grønne hjerte.
Park gadeplan
Vestvendt hus med terrasser og grøn bevoksning bygges på enden af Solbjerg Plads.
Terresse
Terrasseudsigt. Grønt areal inviterer både studerende og Frederiksbergborgere ind.
Park
Skulpturelt vandforløb kan lede større vandmængder væk fra det grønne areal.
Skulpturelt
Udsigt over det grønne område fra det nye auditorie ved pladsen nær Kilen.
Auditorieudsigt
Overblik over det grønne område mellem Kilen og Solbjerg Plads.
Tegning overblik
Ved indgangen til CBS på Solbjerg Plads placeres en tilbygning i højden.
Solbjerg Plads
Oversigt over de fire nye tilbygninger, som hver har en farve.
Overlik
27/11/2014

Billedhjul: Fotos af arkitektfirmaet C.F. Møllers vinderprojekt. Udvalgte billeder kan blive større med et klik.

Med en vision om to nye pladser og et stort, inviterende, grønt byrum med et skulpturelt vandforløb til at håndtere regnvand har bedømmelseskomiteen været sikker i sit valg. I dag udpeges den 90 år gamle arkitektvirksomhed C. F. Møller, i samarbejde med tegnestuen Transform og ingeniørfirmaet Moe, som vindere af konkurrencen. De har konkurreret med fem andre arkitektteams om at udvide CBS’ campus i hjertet af Frederiksberg på et niveau, som andre store uddannelsesinstitutioner i Danmark og udlandet kan lade sig inspirere af.

Målet har været at skabe en masterplan for området mellem Fasanvej Station og Solbjerg Plads, som skal være til gavn for studerende, medarbejdere såvel som byens borgere og brugere, med i alt ca. 31.000 kvm nybyggeri.

Arkitektfirmaet C.F. Møller har formået af skabe ”en ny bymæssig attraktion”, lyder det fra bedømmelseskomitéen. Formand for komitéen og rektor på CBS Per Holten-Andersen glæder sig over vinderprojektet:

- Vi har nu fået en plan for et campusområde, som er både robust, realiserbar og bæredygtig. Planen giver rammerne for at skabe bygninger, der understøtter både innovativ uddannelse og forskning på CBS til gavn for ikke mindst Danmarks erhvervsliv. Vi får en unik mulighed for at få en af verdens bedste byintegrerede campusser, siger han.

By og campus smelter sammen
Det grønne er gennemgående i vinderforslaget. Forslaget viser, hvordan et auditorium kan placeres med panoramaudsigt over et større grønt byrum. Overfor kan placeres et vestvendt terrassehus med hængende haver og udsigt over et skulpturelt vandforløb, som kan håndtere større mængder regnvand. Området beskriver bedømmelses-komiteen som et ”multianvendeligt, grønt hjerte og en større festplads”.

Masterplanskonkurrencen er blevet til i et nært samarbejde mellem CBS, Frederiksberg Kommune, Metroselskabet og med støtte fra Realdania. Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj hilser vinderforslaget velkommen og fremhæver fordelen ved, at flere aktører i fællesskab udvikler et byområde, som alle kan få glæde af:

- Samarbejde og fællesskab om byen er fundamentet for Frederiksbergs udvikling. Dette  projekt er et godt eksempel på, hvordan mange aktører kan spille konstruktivt sammen og skabe en ambitiøs og visionær plan for et område. På sigt vil samarbejdet og vinderprojektet løfte den del af byen – og give langt større oplevelser i hverdagen for rigtigt mange mennesker, siger Jørgen Glenthøj.

Hvornår masterplanen kan blive realiseret afhænger af den eksterne finansiering. Det ambitiøse byggeri forudsætter en markant finansiering fra eksterne parter. Masterplanen vil derfor blive et centralt element i CBS’ fundraising-arbejde.

Læs mere om vinderprojektet og detaljer om konkurrencen i dommerbetænkningen.

For øvrige henvendelser om masterplankonkurrencen kontakt projektleder Charlotte Felumb mail: cf.cs@cbs.dk eller tel: +45 4185 2203
For pressehenvendelser kontakt pressemedarbejder Matilde Hørmand-Pallesen mail: mhp.ea@cbs.dk eller tel: + 45 4185 2205.


Fakta om C.F. Møller

  • En af Skandinaviens ældste og største arkitektvirksomheder
  • Står bl.a. bag udvidelsen af Natural History Museum of London, Aarhus Universitet og nyt biomedicinsk center på Panum.


Fakta om konkurrencen

  • Projektkonkurrencen er gennemført i et samarbejde mellem CBS, Frederiksberg Kommune og Metroselskabet. Realdania har ydet rådgivning og økonomisk støtte under konkurrencen.
  • Konkurrencen om en masterplan for CBS’ campusområde øst for Fasanvej metrostation blev udskrevet i februar 2014.
  • En masterplan danner ramme for den efterfølgende lokalplan. Masterplanen fastlægger derfor kun det overordnede hovedgreb med hensyn til bygningshøjder/- voluminer og byrums- og pladsdannelser. Bygningernes endelige design skal der konkurreres om i en ny arkitektkonkurrence.
  • Seks hold var inviteret til første fase af konkurrencen ledet af BIG, COBE, Juul Frost Arkitekter, Schønherr, Tegnestuen Vandkunsten og C.F. Møller.
  • I anden fase deltog C.F. Møller, COBE og Tegnestuen Vandkunsten.



 

Sidst opdateret: Communications // 02/09/2020