En uddannelsessucces fylder 30

Nyheder

Knap 1.500 har fået titlen som cand.merc.(jur.) fra CBS i løbet af uddannelsens 30-årige historie. Uddannelsen forener jura og erhvervsliv og er i dag blandt CBS’ fem største kandidatuddannelser målt på dimittender.

18/11/2014

Fuldmægtig. Erhvervsjurist. Konsulent. Torsdag fejrer Juridisk Institut på CBS en uddannelse, der kan lede til mange titler. Cand.merc.(jur.)-uddannelsen træder nemlig ind i sit fjerde årti.

Uddannelsens blanding af jura og erhvervsjura har vist sig at være en kombination, der er efterspurgt både af de studerende og vigtigst af alt: erhvervslivet.

Studieleder Christina D. Tvarnø tøver derfor ikke med at kalde uddannelsen en succes. Hun mener, at årsagen til uddannelsens succes er grundtanken om at undersøge, hvordan jura kan være med til at skabe forretning.

- Siden jeg trådte til, har vi udviklet den ide, så vi i dag favner meget bredt for at kunne følge med efterspørgslen, siger Christina D. Tvarnø.

De studerende kan således vælge at specialisere sig inden for flere områder bl.a. konkurrence, handel inden for EU og udbud.


Vindende koncept
Og konceptet virker. Christina D. Tvarnø har været leder af cand.merc.(jur.)-uddannelsen siden 2009, og hun oplever stor efterspørgsel efter kandidater fra uddannelsen.

- Branchen er vilde med vores dimittender. Jeg kan ikke skaffe en studentermedhjælper til virksomheder, fordi de alle sammen har arbejde, og jeg har svært ved at pege på nogen, der er ledige, siger Christina D. Tvarnø.

Det understøttes af tal fra beskæftigelsesministeriet fra 2011, der viser, at 90 pct. af nyuddannede fra cand.merc.(jur.) CBS 4-19 måneder efter endt uddannelse var i beskæftigelse. Den gennemsnitlige beskæftigelse for alle samfundsfaglige kandidater i samme periode var 85 pct.


Fra udbud til IT-branchen
Kandidaterne får job i en række forskellige stillinger og brancher, fortæller Christina D. Tvarnø. Hun vurderer at den største andel af de færdiguddannede kandidater får job, hvor de varetager udbud - særligt i den offentlige sektor. Derudover får en stor andel job i konsulenthuse som erhvervsjurister med fokus på regnskab og skat, mens en stadig større andel kommer til advokatvirksomheder som jurister med fokus på økonomiske problemer.

Den tredjestørste aftager af kandidater er industrien generelt, hvor mange ender i IT-branchen, medicinalindustrien og mellemstore virksomheder i det hele taget. En mindre del af kandidaterne får job i den private sektor som økonomer med kendskab jura i samarbejde med juridiske afdelinger.

Læs mere om jubilæet, der afholdes torsdag, 20. november 16:30 – 19:30

Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017