Nyt forskningscenter: De store udfordringer ligger i tiden

Nyheder

CBS har fået et tværfagligt forskningscenter, Centre for Organizational Time, der skal være centrum i et forskningsnetværk for tænkning om organisationer og tid. Ved indvielsen talte nogle af CBS’ fremmeste forskere om, hvilken rolle tid spiller inden for deres forskellige erhvervsøkonomiske discipliner.

 
09/02/2018

Når en virksomhed skal fortælle om, hvordan den er nået til det, den er i dag, bliver sejre og nederlag oftest forklaret på en tidslinje fra dengang, hvor virksomheden startede et sted med en strategi og til i dag, hvor strategien har udmøntet sig. Tiden fremstår lineær som en kronologisk række af begivenheder og landvindinger.
Men når man - som professorerne Tor Hernes og Majken Schultz har gjort - spørger virksomhedens administrerende direktør nærmere om, hvad der ledte til det ene og det andet, bliver billedet langt mere komplekst.  Den lange lige linje bliver til et krims-krams af linjer, der afspejler forskellige processer og årsags-virkningssammenhænge.

Tor Hernes, der leder det nye center under Institut for Organisation, opsummerede ved indvielsen den 22. januar, hvordan der er behov for teorier, modeller og data om tid, hvad enten vi taler om tiden som en erfaring, historie, et fremtidigt projekt eller en måleenhed.

”Vi ønsker at være et inkluderende, eklektisk og spørgende forskningsmiljø. Og det bliver vi ved at spørge om, hvad og hvordan man tænker om tid inden for forskellige discipliner. De store problemstillinger er for store til, at vi kan nøjes med at trække på organisationsforskning. Vi vil skabe et felt med resonans og være centrale i feltets tænkning,” siger Tor Hernes om centrets formål i et interview efter indvielsen.

Den uomgængeligt vigtige og accelererende tid
Indvielsen af det nye center gav rig lejlighed til at møde nogle af de forskellige perspektiver på tid, der findes i CBS’ forskellige forskningsmiljøer.

Professor Lasse Heje fra Institut for Finansiering fortalte om vigtigheden af tid inden for sit felt både inden for forskningen og hos aktørerne på de finansielle markeder, hvor man blandt andet beskæftiger sig med nutidsværdi af investeringer og undersøger, hvornår kort- eller langsigtede investeringshorisonter er mest optimale. Tid er simpelthen noget, man ikke kan komme udenom.

Professor Jan Damsgaard fra Institut for Digitalisering tog fat i den digitale tid i forhold til den analoge. Hans hovedpointe var, at udviklingen af digitale teknologier i forhold til kronologisk tid er eksponentiel, som man blandt andet har set det i human genom-projektet, hvor tilvejebringelsen af data blev så godt som fordoblet fra år til år. Forskningsprojektets tid blev halveret fra 15 til 7 år. Digital tid accelererer i forhold til analog tid.

Se programmet for åbningen af Centre for Organizational Time

Den store abstrakte udfordring
Tor Hernes fik ideen til det nye center efter at have spekuleret over det med tid i flere år. Han anerkender, at genstandsfeltet er abstrakt, men understreger samtidig, at tiden kalder på tænkning om tiden:

”Indenfor organisations- og strategiforskning arbejder man med Grand Challenges indenfor fx udvikling og miljø, hvor man er nødt til at se langt frem i tiden for ikke at sætte den globale bæredygtighed over styr”, forklarer han og uddyber:

”Problemet er, at hvis det, vi laver i dag, har betydning om 50 år, hvordan skal vi så forholde os til det i et økonomisk system, hvor det mest har betydning at være 3 til 5 år ude i fremtiden? Det er ikke mystik, men vi er nødt til at tænke over, hvordan vi skal håndtere sådanne problemstillinger.”

På med arbejdstøjet
Tor Hernes og kollegerne lektor Christina Lubinski, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, professor Silviya Svejenova, Institut for Organisation, og professor Majken Schultz, Institut for Organisation, går nu i gang med det hestearbejde, det er, at positionere et understuderet fænomen inden for forskningen. Der bliver søgt om en bevilling hos Velux Fonden. Og European Group for Organization Studies (EGOS) har accepteret en såkaldt ”Standing Working Group” inden for temaet ”Organization and Time”, der forløber over fire til seks år. Samtidig handler det om at optræde på konferencer - gerne som temaer og keynotes - og selvfølgelig først og fremmest at publicere. Der er allerede et betydeligt internationalt netværk, som forskerne ved centeret samarbejder med, og som vil blive yderligere aktivt i de kommende år.

For yderligere informationer kontakt:
Professor Tor Hernes
Journalist Jørn Albertus
 

Sidst opdateret: Communications // 09/02/2018