Michael Kvium skaber permanent skulptur til CBS

Billedkunstner Michael Kvium har skabt en ny bronzeskulptur, som er udført særligt til CBS’ 100 års jubilæum. Oplev værket i Kilen fra onsdag den 22. august.

Michael
Michael
17/08/2018

Michael Kvium og hans hold monterer bronzeskulpturen i Kilen, CBS. Produktionen begyndte i efteråret 2017 og selve skulpturen er støbt i Italien. Fotograf: Jørn Albertus.

CBS har tradition for at prioritere kunst højt. Senest har en ihærdig studerende hjulpet et iøjnefaldende  værk på vej til samlingen: en skulptur af den internationalt anerkendte billedkunstner Michael Kvium.

Skulpturen kan opleves i atriummet i Kilen på Frederiksberg fra den 22. august. Bronzeskulpturen har titlen Social Pattern og forestiller sammenhængende kroppe, der bevæger sig et par meter ned ad og rundt om en over 4 m lang, bærende betonsøjle.

Kvium beskriver skulpturen som et ”tarmlignende  system”, og for ham er den et udtryk for en  alternativ livsform: 

”Figurerne kan være en indirekte spejling af vores ideer om os selv og vores dybt forankrede behov for en opdeling i ’dem’ og ’os’. For nogle vil skulpturen måske skabe en følelse af at være fremmedgjort eller frastødt, da man ser et system af noget, der ikke er umiddelbart genkendeligt,” siger Michael Kvium.

Skulptur giver anledning til refleksion
Rektor og formand for CBS’ kunstudvalg Per Holten-Andersen glæder sig over det nye kunstværk:

”Det er fantastisk, at Michael Kvium har lavet et kunstværk til CBS. Ønsket er, at vi ved at integrere og tænke kunst ind i CBS’ bygninger og omgivelser kan gøre kunsten til en endnu mere naturlig del af hverdagen på campus. Både studerende, medarbejdere og den bredere offentlighed kan få glæde af skulpturen”, siger Per Holten-Andersen.

Professor og medlem af CBS’ kunstudvalg Trine Bille håber, at  skulpturen vil inspirere til at se nye perspektiver:

”Jeg forventer, at skulpturen vil få alle, der færdes på Kilen, til at stoppe op og med sit organiske og opsigtsvækkende udtryk give anledning til refleksion. Skulpturen bryder med de vante rammer, og dermed kan den forhåbentlig også provokere og inspirere til at se nye perspektiver”, siger Trine Bille.

Et studenterinitieret projekt
Det er studerende og formand for studenterforeningen CBS Art Christoffer Faurschou, der er initiativtager til samarbejdet med Kvium.

 ”Jeg er utrolig glad for, at CBS lytter til de studerende og omfavner initiativer som det her. Uden opbakning var Michaels skulptur aldrig blevet til noget,” siger Christoffer Faurschou.

Sidste år var han med til at etablere et permanent udstillingssted på Solbjerg Campus dedikeret til videokunst.  Louisiana Museum of Modern Art har senest lånt videoværker til CBS.

I anledning af Kvium-skulpturen viser CBS i august og september to af Kviums videoværker. Værkerne er fra udstillingen ’Cirkus Europa’, som man kunne opleve på ARKEN tidligere i år. 

Michael Kviums skulptur er stort set finansieret af Frederiksberg Fonden i anledning af CBS’ 100 års jubilæum i 2017.

Læs mere om Michael Kvium

Se CBS’ bygningers åbningstider

Læs mere om studenterforeningen CBS Art

Læs mere om CBS’ kunstudvalg

For yderligere information kontakt:

Philipp Alexander Ostrowicz, Senior Research Adviser, CBS
Tlf.: +45 41 85 20 31
Mail: pao.research@cbs.dk

Christoffer Faurschou, initiativtager og CBS-studerende, CBS
Tlf.: +45 22 43 64 25
Mail: chfa13ad@student.cbs.dk

 

Sidst opdateret: Communications // 20/10/2021