Klumme: Humboldt, finansiering og Mode-2 videnskab

Af Forskningsdekan, Peter Møllgaard

I vores nuværende situation med begrænset finansiering fra staten er ekstra ekstern finansiering af forskning, undervisning eller infrastruktur den eneste måde, hvorpå vi kan få vores kerneområder til at vokse, kvantitativt og kvalitativt.

For at indfri vores ambitioner om at bidrage til erhvervslivet og samfundet må vi fortsætte med at gøre det, vi allerede har gjort godt, f.eks. at søge om bevillinger på konkurrencebasis fra statslige kilder såsom FSE eller fra EU-systemet.Men vi er også nødt til at udvikle og forfine nye værktøjer i vores finansieringsværktøjskasse. Jeg har to forslag i den forbindelse:

1. Vi skal arbejde hårdt på at få betydelig mere finansiering fra ikke-statslige kilder, og
2. Vi skal have større bevillinger – allerhelst 'blockbusters' (bevillinger på over 10 millioner kroner), som vil give os mulighed for at investere i nyetemaer og rekruttere flere forskere, der sammen med etablerede CBS-forskere kan samles omkring et tema.

Forskere bør henvende sig til store fonde og private virksomheder
At implementere disse forslag kræver, at flere af os arbejder på en anden måde, end vi har gjort hidtil – selvom nogle allerede har banet vejen. Det indebærer direkte kontakt med ikke-statslige enheder – f.eks. private virksomheder eller store private fonde –  på måder, der måske synes at være i modstrid med Humboldts lovpriste akademiske frihed!

Når vi piller ved selve universiteternes sjæl, skal vi være påpasselige med at konstruere disse nye finansieringsværktøjer, men hvis vi er omhyggelige med, hvordan vi bruger disse nye finansieringsværktøjer, kan de deraf følgende aktiviteter vise sig at være lige så berigende som – for nogle forskere måske endda mere berigende end – de traditionelle Humboldtske værktøjer.

Groft opridset bruges det traditionelt anvendte finansieringsværktøj således: Forskeren kommer på en idé til et forskningsprojekt, skriver den ned, sender den til et forskningsråd – efter de værdiforøgende interne kvalitetsforbedrende processer både på institutniveau og gennem Dekansekretariatets forskningssupport – og venter så på en revidér-og-genindsend-beslutning eller et afslag. Når projektbeskrivelsen er revideret baseret på peer review, bliver finansieringen til sidst sikret – og mere forskningstid, flere ph.d.-studerende, postdocs og workshops følger, indtil projektet afsluttes, og forskningsrådet så udbeder sig et afsluttende regnskab og en afsluttende rapport om projektets faglige resultater.

Risiko for forudbestilte resultater
I modsætning til denne model bliver de nye værktøjer udviklet og brugt i samspil med den private donor, som meget ofte vil have mindre vægt på armslængde-princippet i sin tilgang til kvalitetsvurderingen af forskningsforslaget end et statsligt forskningsråd. Der vil måske, eller måske ikke, være fagfællebedømmelse  – men endnu vigtigere: donoren vil måske knytte betingelser til finansieringen.

Nogle vil mene, at dette alene er så meget i strid med de Humboldtske idealer om forskningsfrihed, at hele projektet bør indstilles – og hvis donoren udbeder sig "et studie, der viser følgende...", gør både forskeren og CBS da også klogt i at opgive projektet.

Samspillet med donoren tilfører viden fra praksis
Men det er nu min erfaring, at private donorer er meget mere sofistikerede end som så, og at det faktisk kan være meget udbytterigt (men kræve nogen tålmodighed) at forhandle og udvikle forskningsforslaget med den private donor på Mode-2 manér. Faktisk er det meget ofte tilfældet, at samspillet med donoren beriger projektet ved at tilføre en praksisbaseret viden, der kan inkluderes i projektet.

Begreberne Mode-2 videnskab eller Mode-2 vidensproduktion stammer fra en betydningsfuld bog; Re-Thinking Science af Nowotny, Scott & Gibbons (Polity, 2001). Hvor (Humboldtsk) Mode-1 vidensproduktion er motiveret af den uafhængige vidensproduktion eller grundforskning inden for en disciplin uden skelen til dens praktiske anvendelse, tager Mode-2 vidensproduktion sit udgangspunkt i et specifikt problem i den virkelige verden og samler et tværfagligt hold over en angivet periode for at løse dette problem.

Som regel vil sådan et projekt skabt i samarbejde med donoren øge forskningens relevans og effekt – og kan også føre til bedre publikationer, f.eks. fordi donoren kender til nye tendenser i forretningspraksis, der kan bruges til at opstille mere præcise hypoteser, som kan undersøges i projektet. I en vis forstand udbygger dette samspil idéen om "læringspartnere" til forskningsområdet. Peter Lorange diskuterer idéen i sin bog Thought Leadership Meets Business: How business schools can become more successful (2008, Cambridge). Fra forskerens side kræver det, at donoren (f.eks. en virksomhedsleder) anerkendes som en dygtig, vidende og idérig partner i forskningsprojektet. Sådan et samarbejde er måske mere almindeligt i biovidenskab end i humaniora og samfundsvidenskab, men vi må måske vænne os til det i højere grad på CBS, hvis vi ønsker at udvide vores forskningsagenda i de kommende år.

Ideelt samarbejde med privat donor: Øget relevans, bedre metoder og bedre formidling
De betingelser, donoren typisk knytter til projektet har ofte at gøre med a) at ændre, indsnævre eller udvide projektets fokus; b) at ændre metodikken; eller c) et ønske om at bruge specifikke kanaler til at formidle projektets resultater.

Dermed ligner den private donors ønsker langt hen ad vejen, hvad man ser i fagfællebedømmelser i statslige forskningsråd, så på en måde er hovedforskellen, at den private donor typisk ikke er en fagfælle i ordets akademiske forstand. I stedet kan donor betragtes som en "forskningspartner", der kan indgå i et samspil med forskeren gennem hele projektet – og måske også efterfølgende.

En anden forskel er, at i modsætning til den vind-eller-forsvind situation, man står i med (gen)indsendelse til et forskningsråd, vil processen snarere være en måske langstrakt forhandling. Hvis forskeren er utilfreds med den private donors forslag, må han overveje i hvilken grad, de er i strid med forskningens integritet. Det er vigtigt at tage disse betænkeligheder op ved forhandlingsbordet og ikke at acceptere vilkår, der senere  fortrydes.

Men meget ofte kan sådan et samarbejde om forskningsforslaget være fordelagtig for alle parter, hvor der kan gøres fremskridt gennem forhandlingen i form af øget relevans, bedre metoder og bedre formidling. Og der er rigeligt med eksempler på, at Mode-2 forskning kan føre til fremragende publikationer og samtidig have direkte effekt på erhvervslivet og samfundet.

Blockbuster-bevillinger kræver mere administration
Udfordringen med blockbuster-bevillinger er nok, at sammenlignet med den typiske bevilling fra et forskningsråd   medfører de ekstra forskningsadministration for projektlederen. Typisk vil projektlederen være nødt til at tage sig af den ekstra administration – måske på bekostning af egen forskningstid – for at facilitere holdets yderligere forskning. Det er ikke ulig omstændighederne ved en større bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond som f.eks. den prestigefyldte bevilling til FRIC, og ligesom i dette tilfælde kan udfordringen måske i nogen grad imødegås ved at medregne finansiering til effektiv administrationssupport i forslaget.

CBS har i sagens natur masser af erfaring med både Humboldtske statslige Mode-1 bevillinger og Mode-2 bevillinger – og også blockbuster-bevillinger. FRIC er et eksempel på det førstnævnte; Center for Ejerledede Virksomheder , “Det finansielle Danmark” og ”Det blå Danmark” er eksempler på sidstnævnte.

Varieret finansiering af forskningsprojekter er vigtigt for CBS' faglige omdømme
CBS's erfaring med forskellige typer finansiering er ikke jævnt fordelt på tværs af institutter – og på hvert institut heller ikke jævnt fordelt på tværs af forskere. Det er vigtigt at anerkende, at vi har brug for begge typer forskning – og begge typer finansiering. Nogle (men ikke alle) forskere specialiserer sig i den ene eller den anden type forskning eller finansiering, og begge typer er lige vigtige for CBS's faglige omdømme – og fortjener (gensidig) respekt.

Derfor:

1. Vi har brug for mere ekstern finansiering for at indfri vores ambitioner på forskningsområdet.
2. Så vi bør overveje i højere grad at benytte os af privat finansiering af vores forskningsprojekter.
3. Privat finansiering kræver, at vi gentænker, hvordan projekter skrives, forhandles og styres med den private virksomhed eller fond, som er vores "forskningspartner".

God fornøjelse med jeres fundraising!