Kan humor nedbryde stereotyper om hvide frivillige, der redder Afrika?

Kan ironiske kampagner på sociale medier få os til at indse, at ideen om hvide frivillige turister, der redder ’stakkels afrikanere’, gør mere skade end gavn? Nyt CBS-studie undersøger effekten af tre kampagner.

03/10/2019

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Drop ideen om at kunne redde en masse mennesker som frivillig turist i Afrika.

Sådan lyder opfordringen fra CBS-professor Lisa Ann Richey, der netop har udgivet et studie om frivillig turisme og adfærd på sociale medier.

”Folk antager, at alle afrikanere er hjælpeløse og skal reddes af hvide, eksempelvis frivillige turister. Men de her forestillinger er ikke forankret i virkeligheden, men i stedet i gamle hierarkier, helt tilbage fra kolonitiden,” siger Lisa Ann Richey, der er ansat på Department of Management, Society and Communication.

Sammen med forskeren Kaylan C. Schwarz fra McGill University i Canada har Lisa Ann Richey undersøgt, hvordan tre kampagner på sociale medier forsøger at nedbryde stereotyper om vestlige frivilliges overlegenhed og mulighed for at hjælpe nødlidende afrikanere.

”Vi konkluderer, at de her kampagner kan have betydning for, hvordan unge mennesker opfatter deres egen rolle som frivillige, og hvordan de agerer på sociale medier,” forklarer Lisa Ann Richey.

Barbie i Botswana, Tacky Tinder og Needy Norge

Forskerne analyserede tre kampagner, nemlig:

  •  Radi-Aid: En videokampagne på YouTube med satiriske udgaver af velgørenhedssange såsom ”Do they know it’s Christmas” fra Band Aid 30, udarbejdet af The Norwegian Students’ and Academics’ International Assistance Fund. Har blandt andet lavet sangen ”Africa for Norway”, hvor afrikanere synger ironisk til fordel for de ’stakkels’ nordmænd, der fryser og ikke har råd til radiatorer.
     
  • Barbie Savior: En Instagramkonto, hvor en Barbiedukke er photoshoppet ind i en række billeder af afrikanske landsbyer. Kontoen prøver at vise, hvordan hvide frivillige ofte agerer på sociale medier. Man kan blandt andet se billeder af Barbie, der står i midten af en gruppe afrikanske børn, Barbie, der poserer blandt vilde dyr eller siddende på hug over et hul i jorden, hvor hun skal forrette sin nødtørft. Det hele foregår i små kjoler, høje stiletter og med små designertasker.
     
  • Humanitarians of Tinder: Et website på Tumblr og en Facebookprofil med profilbilleder fra dating-appen Tinder, hvor folk, der ses sammen med udsatte personer, er blevet samlet uden ejernes samtykke. Det er typisk profilbilleder, hvor folk poserer med afrikanske børn omkring sig.

Foto: Instagram, Barbie Savior
Foto: Barbie Savior Instagram

Humor gør os bevidste, men løser ikke problemerne

Den ironiske tilgang i kampagnerne har faktisk en effekt, mener Lisa Ann Richey:

”Humoren i de her kampagner gør os bevidste om kulturelle stereotyper i forhold til, hvem der kan hjælpe, og hvem der behøver hjælp. De gør os mere kritiske overfor nedgørende repræsentationer af eksempelvis afrikanere,” siger hun.

Dog er viden om problemer med stereotype fremstillinger af mennesker fra udviklingslande ikke nok, pointerer hun:

”Vi har ikke løst problemerne, bare fordi vi har skrevet noget sjovt om dem på sociale medier. Vi bør tænke over, hvordan vi agerer i vores virkelige liv. Så humor er klart noget værd, idet det får os til at reflektere. Men vi bør først og fremmest lave politik, der sikrer mennesker mod strukturel racisme,” siger Lisa Ann Richey.

De unge forstår problemerne omkring frivillig turisme

For at undersøge, hvordan unge frivillige turister agerer på sociale medier, har Kaylan C. Schwarz interviewet 27 britiske bachelorstuderende på frivillig-rejse i Kenya i 10 uger mellem 2004-2014.

I studiet, er opslag på de studerendes Facebook-sider, svarende til i alt 839 billeder med tekst, blevet analyseret.

”Det, vi kan se, er, at de frivillige ikke bryder sig om at poste billeder af deres arbejde på sociale medier. De laver hovedsageligt opslag af safariture eller af sig selv sammen med andre frivillige. På den måde undgår de skadelige repræsentationer af lokalbefolkningen,” siger Lisa Ann Richey og tilføjer:

”De unge forstår altså faldgruberne ved at være frivillig i udlandet. Flere af dem udtrykte nemlig, at de følte direkte ubehag ved at poste billeder af lokale på Facebook, idet de ikke vil fremstå som falske helte.”

YouTube.com/Radi-Aid
Foto: YouTube.com/Radi-Aid

Det er bedre ikke at være frivillig end at være en dårlig frivillig

Måske tænker du nu, at det da trods alt må være bedre at være en frivillig turist, der poster uhensigtsmæssige billeder af lokalbefolkningen, end slet ikke at tage afsted.

Men den holdning deler Lisa Ann Richey ikke. ”At gøre det forkerte er værre end ikke at gøre noget. Vi bør huske, at det er helt okay ikke at være frivillig. Hvis man så virkelig gerne vil gøre noget for andre, kan man også være frivillig i Danmark, hvor man forstår de sociale koder på en anden måde end i udlandet,” forklarer hun.

Der findes flere eksempler på, at børn bliver holdt i fattigdom af lokale, for at turister bliver ved med at komme og lægge deres penge i landsbyen, fortæller Lisa Richey videre.

Derfor bør man virkelig overveje, om man er klar over, hvad man bidrager til som frivillig, mener hun.

”Det betyder ikke, at der ikke findes mennesker, der virkelig har brug for kvalificeret hjælp udefra. Men man bør rejse som en, der kan lære noget, og ikke bilde sig selv ind, at man er den erfarne. Så mit opråb til unge er, at de bør tage af sted som lærlinge. Lær kulturen at kende, og så kan man måske bidrage med noget,” slutter hun.

 

Om studiet
  • Begrebet ”voluntourism”, der i artiklen oversættes ’frivillig turisme’, spiller på ideen om, at den frivillige opfører sig som en turist. Det bruges særligt om unge mennesker i den vestlige del af verden, som i forbindelse med fx sabbatår rejser til et udviklingsland for at arbejde frivilligt på skoler, børnehjem mm., men som gennem deres adfærd og kommunikation på bl.a. sociale medier kommer til at ligne en typisk turist med fokus på egen nydelse og eksotiske oplevelser.

  • Studiet er peer reviewed og udgivet i New Media and Society.
     
  • Det er en del af The Commodifying Compassion Project.

Kilde: Ph.d.- studerende Pernille Bærendtsen


For mere information kontakt, journalist Ida Eriksen
 

Sidst opdateret: Communications // 02/09/2020