En god intro sikrer typisk en god studiestart

Hvert år inviteres nye bachelorstuderende på CBS til at deltage i et introforløb. Introen er tænkt som en vigtig hjælp til at komme godt fra start som ny på CBS, og selvom det ikke er obligatorisk for de nye studerende at deltage, anbefaler CBS, at alle prioriterer at være med.

27/07/2018

”Intro er vigtigt. Intro skal hjælpe vores nye studerende i gang. Det er her, du møder dine nye medstuderende og bliver introduceret til studiet og livet på CBS. Og det er her, du tager hul på både de faglige og sociale elementer af det at være studerende,” forklarer prodekan Annemette Kjærgaard om formålet med introaktiviteterne.

På CBS arrangeres introforløbene af studienævnene i samarbejde med introvejlederne. Introvejlederne er erfarne og engagerede studerende, der gerne vil bidrage til, at deres nye medstuderende får en god start på studiet. På introforløbet bliver nye studerende introduceret nærmere for CBS, deres studie og de medstuderende.

For at sikre, at alle føler sig godt tilpas i introforløbene har CBS opsat et regelsæt med nogle enkle regler, forklarer Annemette Kjærgaard:

”Igen i år har vi i samarbejde med vores største studenterorganisation, CBS Students, afholdt seminarer for alle introvejledere om formålet med intro, så alle er helt klar over, hvad formålet med intro er – nemlig at sikre en god start på CBS både fagligt og socialt. Vi holder fast i, at der ikke må indtages stærk alkohol på introforløbene, og at der ikke må drikkes alkohol før kl. 17.00. Vi kræver, at mindst to introvejledere skal være fuldstændig ædru på alle tidspunkter af introturen.”

CBS opfordrer i øvrigt til, at de, der deltager i introforløbene, tager hensyn til hinanden og kun drikker alkohol i begrænsede mængder, så alle kan føle sig tilpas ved arrangementerne. Introforløbet er sammensat af sociale og faglige aktiviteter, og introturen er kun en del af forløbet.

Alle studienævn har godkendt et fuldt og detaljeret program for introaktiviteterne på deres respektive uddannelser. Det sker for at sikre, at nye studerende får en god start på livet som universitetsstuderende:
”Vi ved fra undersøgelser, vi foretager hvert eneste år, at langt de fleste er rigtig glade for deres introforløb. Vi ved også, at en god intro typisk sikrer en god studiestart i det hele taget, og en god studiestart er igen starten på et godt studieliv, hvor man føler sig ’med’ både fagligt og socialt. Derfor er det så vigtigt, at de unge mennesker er med til intro,” slutter Annemette Kjærgaard.

Ha’ en god studiestart!

Sidst opdateret: Communications // 02/09/2020