Færre institutter på CBS

CBS reducerer med fusioner antallet af institutter fra 14 til 11. Beslutningen skal skabe stærkere miljøer for forskning, uddannelse og undervisning. Alle medarbejdere tilbydes fortsat ansættelse.

08/05/2018

Der bliver færre institutter på CBS. Fra sommerferien reduceres antallet af institutter fra 14 til 11, det sker ifølge direktionen for at skabe stærkere miljøer for forskning og uddannelser.

”Vi vil gøre CBS endnu stærkere og fusionerer institutter efter tæt dialog med det akademiske miljø. Vi får nu mere robuste og bæredygtige institutter”, siger forskningsdekan Søren Hvidkjær og fortsætter:

”Målet er at bygge videre på eksisterende styrker. Vi kommer med fusionerne til at skabe endnu stærkere miljøer for forskning og uddannelse, der understøtter CBS som et internationalt førende erhvervsuniversitet”, siger han.

Fusionerne betyder, at 14 institutter reduceres til 11 institutter. Nogle institutter fusioneres i par, andre institutter deles op og fusioneres med flere institutter afhængig af, hvor der er bedst match mellem forskningsområder. Alle forskningscentre bevares, og alle medarbejdere fortsætter enten i samme stilling eller tilbydes en ny stilling.

”Reformen af institutstrukturen er foregået i respekt for CBS’ historie og den entreprenørånd, der har styret vores vækst og internationale anerkendelse gennem de seneste årtier. Vi er i direktionen overbeviste om, at CBS bliver endnu stærkere med justeringerne”, siger Søren Hvidkjær.

Fusionerne ser sådan ud:

  • Instituttet Department of Strategic Management and Globalization (SMG) fusioneres med instituttet Department of Innovation and Organizational Economics (INO)
     
  • Instituttet Department of Business and Politics (DBP) fusioneres med flere institutter: International Political Economy-enheden lægges sammen med Institut for Organisation (IOA), Comparative and European Public Policy-enheden lægges sammen med dele af instituttet Department of International Economics and Management (INT) med henblik på at danne et nyt institut, Business and Civil Society-enheden fusionerer med instituttet Department of Management, Politics and Philosophy (MPP).
     
  • Instituttet Department of International Economics and Management (INT) fusioneres også med flere institutter: Center for Corporate Governance (CCG) fusionerer med Institut for Regnskab og Revision (RR), Center for Leisure and Culture Services (CLCS) fusionerer med instituttet Department of Management, Politics and Philosophy (MPP), øvrige forskningsenheder på INT fusionerer med Comparative and European Public Policy-enheden fra instituttet Department of Business and Politics (DBP) og danner et nyt institut.
     
  • Institut for Regnskab og Revision (RR) fusionerer med Center for Corporate Governance.
     
  • Juridisk Institut (JUR) bliver til et center og fusionerer med instituttet Department of Management, Politics and Philosophy (MPP).


Fusionerne træder formelt i kraft 1.juli 2018. I løbet af juni udpeges institutledere og navne på de berørte institutter besluttes.

For flere oplysninger, kontakt sekretariatschef Nikolaj Burmeister nb.research@cbs.dk eller presseansvarlig Mikael Koldby mik.comm@cbs.dk


 

Sidst opdateret: Communications // 14/05/2018