Erfaren CBS'er konstitueres som universitetsdirektør

Erfaren leder konstitueres som universitetsdirektør, når Kirsten Winther Jørgensen forlader universitetet den 14. august

10/06/2022

Photo: Bjarke MacCarthy
Foto: Bjarke Maccarthy

Det er en erfaren CBS'er og leder, der konstitueres i Kirsten Winther Jørgensens stilling, når hun forlader universitetet til fordel for et job hos Banedanmark. Annika Dilling, mangeårig sekretariatschef på Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation (MSC), har sagt ja til at hjælpe CBS indtil en ny universitetsdirektør er i gang i løbet af efteråret.

Annikas opgave bliver at facilitere overgangsperioden. Hun kommer dermed til at arbejde tæt sammen med direktionen og de fire kontorchefer under universitetsdirektøren om at sikre den bedst mulige overgang. Konstitueret rektor Inger Askehave siger, at det med Annika bliver muligt for kontorcheferne at løfte deres primære opgaver i løbet af efteråret med fuldt fokus.

Photo: CBS
Foto: CBS

"Valget som konstitueret universitetsdirektør er først og fremmest faldet på Annika Dilling, fordi hun har et indgående kendskab til CBS igennem mange år. Samtidig muliggør denne konstruktion, at de fire kontorchefer i fællesadministrationen kan fortsætte ledelsen af deres respektive enheder med fuldt fokus på de mange store opgaver, der skal løftes i efteråret, og samtidig hver især støtte op om Annika med deres ekspertise inden for HR & Legal, IT, Campusservice & Bibliotek og Økonomi," siger Inger Askehave.

Annika konstitueres i stillingen fra 15. august og indtil en ny universitetsdirektør er på plads i løbet af efteråret. Hun glæder sig til opgaven:

"Jeg har sagt ja til denne opgave, fordi det er en spændende mulighed, men mest af alt, fordi jeg synes, det er vigtigt at træde til, når der er brug for det. Jeg glæder mig til at facilitere overgangsperioden i fællesskab med gode kolleger på CBS og til at få en styrket indsigt i fællesadministrationen og samtidig bibringe viden om, hvordan processerne kører på institutniveau," siger Annika Dilling.

Direktionen forventer, at en ny universitetsdirektør er i gang senest 1. november.
 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 11/07/2023