CBS vil justere sine uddannelser

Som resultat af en strategisk prioritering vil CBS justere sit tilbud af uddannelser. Uddannelser ændres i en mere erhvervsøkonomisk og digital retning, mens der bliver mindre erhvervssprog.

14/09/2017

Der er tale om tre nye initiativer, som CBS ønsker at gennemføre i løbet af det kommende år.
Det første initiativ er at stoppe optaget på uddannelsen ’Engelsk og Organisationskommunikation’. Hermed kommer CBS ikke til at tilbyde egentlige erhvervssproglige uddannelser fremover.

”CBS har uddannet erhvervsrettede sprogstuderende i flere generationer. Men CBS har meget begrænsede forskningsressourcer, og vi må derfor nøje overveje, hvordan vi vil bruge de midler fremadrettet. Det får den konsekvens, at vi på sigt ikke kan tilbyde forskningsbaserede sprogfaglige uddannelser. Det er altså en strategisk beslutning på baggrund af begrænsede ressourcer”, siger uddannelsesdekan på CBS Jan Molin.

CBS har dermed fortsat sin opbakning til princippet om at samle egentlige sproguddannelser i Danmark på Københavns Universitet og Aarhus Universitet.

Ny uddannelse i digitalisering
Det andet initiativ er, at CBS ønsker at udbyde en ny erhvervsøkonomisk uddannelse, der har fokus på digitalisering. Den skal erstatte den hidtidige erhvervshumanistiske uddannelse ’Information Management’.

Digitaliseringen spiller ind på alle uddannelser på CBS, men i denne nye uddannelse er der mere entydigt fokus på de muligheder, digitaliseringen giver. De studerende skal kombinere viden om digitalisering med viden om organisation, samfund og kommunikation for at kunne udnytte digitaliseringens muligheder.

Mere erhvervsøkonomi
Det tredje initiativ er, at CBS vil ændre erhvervssproglige uddannelser til erhvervsøkonomiske uddannelser med mere vægt på marketing. Det gælder ’Interkulturel Markedskommunikation’, som skal ændre titel fra en Bachelor of Art(BA) til en Bachelor of Science(BSc). Mens ’International Business Communication’ skal skifte navn fra Master of Arts(MA) til Master of Science(MSc).

De ændringer betyder, at alle uddannelser på CBS fremover kræver mindst Matematik B-niveau, da det er nødvendigt i mange erhvervsøkonomiske discipliner.

CBS vil fortsat være et bredt businessuniversitet, hvor traditionel erhvervsøkonomi kombineres og ses i sammenhæng med en række andre fagområder - lige fra matematik og IT over psykologi til filosofi.
“CBS vil fortsat være internationalt kendt for sit arbejde med ’business humanities’, og det har ikke noget at gøre med, om vi har traditionelle sproguddannelser,” siger Jan Molin.

Nuværende studerende kan fortsætte studier uberørt
Ændringerne vil ikke berøre de nuværende studerende.

“Alle studerende på berørte uddannelser får naturligvis mulighed for at gøre deres uddannelse færdig helt som planlagt med dygtige undervisere,“ slutter Jan Molin.

Oprettelsen af nye og ændrede uddannelser forudsætter Uddannelses- og Forskningsministeriets godkendelse. Det forventes at ske i løbet af efteråret, og i givet fald vil ændringerne for bacheloruddannelserne træde i kraft ved studiestart 2018.

Læs CBS’ strategi

For flere informationer kontakt chef i Dekansekretariatet for Uddannelse:
Wilbert Van Der Meer
 

Sidst opdateret: Communications // 02/09/2020