Ansøgertal for kvote 2 er opgjort

Antallet af CBS’ kvote 2-ansøgere for 2014 holder et stabilt niveau dog med en lille nedgang i forhold til sidste år, viser nye tal.

17/03/2014

Antallet af førsteprioritetsansøgere til CBS’ bacheloruddannelser er faldet med en pct. i forhold til 2013.

I alt har 7.663 kvote 2-ansøgere søgt om optagelse på CBS i 2014. Samlet er det et fald på fire pct. i forhold til 2013. Men ansøgertallet for 2014 er dog større sammenlignet med 2012.

Studiechef på CBS Rie Snekkerup er tilfreds med antallet af ansøgere.

- Det lille fald i kvote 2-ansøgere kan skyldes, at vi havde flere nye uddannelser sidste år, som tiltrak mange ansøgere. Det skabte et kunstigt højt karaktergennemsnit, som måske afskrækker nogle ansøgere i år. Men i år har de uddannelser så fundet et naturligt niveau, siger studiechef Rie Snekkerup.

Rie Snekkerup refererer til en ny uddannelse som HA i projektledelse, der sidste år fik 23 pct. flere førsteprioritetsansøgere end i år.

Blandt de uddannelser, som har oplevet en stor fremgang i antallet af ansøgere, er de engelsksprogede uddannelser International Business & Politics og Business, Language & Culture med hhv. 23 pct. og 19 pct. flere ansøgere end sidste år.

En sprit nye uddannelse som International Shipping and Trade er også populær blandt ansøgerne i år med 151 ansøgere.

CBS har siden 2009 fordoblet antallet af pladser via kvote 2.

Læs om antallet af kvote 2-ansøgere for allle uddannelser

For yderligere information kontakt presseteamet.

Sidst opdateret: Communications // 02/09/2020