Hvad blev årets kvotienter?

På de fleste af CBS’ 19 bacheloruddannelser ligger kvotienterne stabilt i forhold til 2016. Kvotienterne har generelt kun flyttet sig ganske lidt, og ændringerne baserer sig i flere tilfælde på få ansøgeres konkrete karaktergennemsnit.

28/07/2017

CBS har i år optaget lidt flere ansøgere i kvote 1, hvor ansøgere alene søger ind på baggrund af deres gennemsnit. En større andel af optagne i kvote 1 er medvirkende årsag til et fald i kvotienterne på enkelte uddannelser.

Kvotienten på BSc in International Business ligger igen i år på 12,2, ligesom BSc in International Business and Politics også i år ligger på 11,8.

Den største stigning blandt CBS’ uddannelser ses på BA i engelsk og organisationskommunikation med en stigning fra 8,5 til 9,1. En årsag til stigningen kan være, at uddannelsen er én af de eneste, hvor man kan læse en kombination af sprog, kommunikation og organisation.

På BSc in Business, Asian Language and Culture optager CBS i år alle ansøgere, der opfylder adgangskravene. Der er dog ingen ledige pladser på uddannelsen.

Flot optag på ny uddannelse HA i europæisk business
For at komme ind i kvote 1 på CBS’ nye uddannelse HA i europæisk business skal ansøgere i år have et snit på 9,3. Den nye uddannelse har dermed fået en fin modtagelse:  

”Vi udvikler løbende vores uddannelsesportefølje, og vi er glade for at se, at ansøgerne har taget godt imod HA i europæisk business. Uddannelsen har tiltrukket mange flere ansøgere, end vi har studiepladser, og bl.a. derfor ligger snittet på 9,3.” forklarer Wilbert van der Meer, sekretariatschef i Dekansekretariatet for Uddannelse.

Kvik-bonus skruer snittene op
Hvert år vil CBS gerne optage de bedst kvalificerede og mest motiverede studerende i både kvote 1 og kvote 2. Flere af CBS’ uddannelser har høje kvotienter. En del af forklaringen er
den såkaldte kvik-bonus, hvor ansøgere, som søger optagelse på en videregående uddannelse senest to år efter afslutningen af den adgangsgivende eksamen, får ganget deres gennemsnit med 1,08. I 2016 betød ordningen, at mere end 90% af de optagne på CBS med dansk gymnasial eksamen fik tildelt kvik-bonus, hvilket er med til at holde kvotienterne på CBS i den høje ende:

”På CBS synes vi, at ordningen med kvik-bonus er helt unødvendig, fordi snittene bliver kunstigt høje. Der er ingen grund til at presse de studerende til at starte før. I forvejen starter de studerende tidligere på en uddannelse, end de nok nogensinde før har gjort.” udtaler Wilbert van der Meer.

CBS ønsker flere motiverede ansøgninger
I kvote 2 er ansøgerens karakterer kun er en del af en helhedsvurdering. På de fleste uddannelser på CBS er en motiveret ansøgning en del af ansøgningen fra kvote 2-ansøgere. Fremover kommer endnu flere uddannelser på CBS til at lade motiverede ansøgninger indgå i vurderingen af ansøgere i kvote 2, og den motiverede ansøgning vejer tungt på de uddannelser, hvor den indgår i vurderingen:

”Vi kan se, at ansøgere, der laver motiverede ansøgninger, er mere tilbøjelige til at tænke ekstra grundigt over deres studievalg. Og dét øger sandsynligheden for et godt studieliv.” forklarer Anne Mette Hou, områdeleder i Student Affairs.

Ledige pladser?
CBS havde i år 4983 førsteprioritetsansøgninger og 7050 ansøgere i alt til 2935 studiepladser.

CBS har ingen ledige pladser. Alle pladser er fyldt op, og CBS har været nødt til at afvise mange ansøgere. Heraf er mange kvalificerede, men kan ikke optages grundet antallet af studiepladser.

Se Oversigt over kvotienter og studiepladser 2017

Relateret indhold
Til dig, der ikke kom ind. Hvad kan du gøre?
Til dig, der er kommet ind. Bliv klar til studiestart.
 

Sidst opdateret: Communications // 02/09/2020