Nysgerrighed er endnu vigtigere end faglighed

Vi har brug for et nyt dannelsesbegreb

Der er ingen uldne statements eller politisk korrekte overvejelser, der bliver luftet som overraskende sandheder eller gajolfilosofi. Rane Willerslev vil gerne udfordres. Det har været drivkraften hele hans liv, og derfor er det oplagt at starte med at udfordre ham med overskriften på hans seneste bog. For er hele begrebet “dannelse” ikke bare blevet elitens nye buzzword, efter at vi har talt om ”disruption” og ”fake news”?

“Går du få år tilbage, så var dannelse jo sådan en dogmatisk og støvet størrelse, som ingen ville læne sig op ad. Men jo, det er nok blevet et buzzword. Og det ser jeg faktisk som noget ekstremt positivt,” siger Rane Willerslev.

Museumsdirektøren mener nemlig, at det er, når vi genopliver dannelse som et afgørende kulturprojekt, at vi får skabt en afgørende modvægt i en økonomifokuseret tid, hvor alle kulturbærende institutioner – inklusive museer og universiteter – bliver målt og vejet på produktivitet og økonomiske mål.

“Problemet med den traditionelle opfattelse af begrebet dannelse er, at det ekskluderer en stor gruppe mennesker intuitivt. Der er en kæmpe gruppe mennesker, der føler, at de ikke er en del af den dannede klike, og at dannelsen er svær at tilegne sig, eller en viden du fødes til,” siger Rane Willerslev og fortsætter:

“Der er derfor et stort behov for, at vi gentænker dannelsesbegrebet. Og her er mit bud, at det skal bestå af to kerneelementer. Det ene er rygrad. Du skal vide, hvad du kommer af, din historie og arven. Det er den fordybelse, der er ved at gå tabt. Det andet element er rummelighed. Det er det element, der skal destabilisere rygraden. Der er så mange teorier og idéer, som vi i dag har gjort til en del af vores kanon, men som var vilde, overraskende og stødte på masser af modstand, da de blev introduceret. Bare tænk på Darwin og evolutionsteorien, der destabiliserede et helt verdensbillede. Vi skal være langt mere åbne over for den destabilisering, der følger med ny viden. Hvis dannelse kun handler om udenadslære og at recitere de rigtige digte, og du aldrig lader dig udfordre, så bliver det kejserens nye klæder.”

Den etablerede elite har en legitimitetsudfordring

Rane Willerslev taler ikke bare som den tidligere professor i antropologi med en ph.d. fra Cambridge, der vil have flere mennesker til at besøge sit eget museum. Han taler også som den dreng, der ikke besøgte Nationalmuseet, fordi hans forældre ikke mente, at der var vigtig barnelærdom at hente der. Forældrene var venstreorienterede intellektuelle, og de anskuede museet som en “manifestation af et lidt afdanket, borgerligt dannelsesbegreb”, fortæller Rane Willerslev. Det var Rane Willerslevs mormor, som var fabriksarbejder og datter af en enlig mor, der forstod barnebarnets fascination af stedet, og som tog ham med weekend efter weekend. For det kræver hverken en akademisk uddannelse eller en studenterhue at værdsætte vores rige kulturarv.

Men hvis kulturkampen i 1970’erne handlede om politisk dogmatik, og hvis den for ti år siden handlede om smagsdommeri og at skabe en kulturel facitliste i form af en ”kanon”, hvad handler kulturkampen så om i dag?

“Den handler om, at der i de vestlige demokratier er kommet en afgrundsdyb modsætning mellem folk og elite, ’pøblen’ og ’de veluddannede’. Trump er blevet hele symbolet på den polarisering, vi oplever. Vi står i en situation, hvor den etablerede kulturmagt bliver udfordret af en kæmpe gruppe mennesker. Eliten er desværre forfaldet til en farlig reaktion, som kan slås hen med en ’de er idioter-reaktion’,” siger Rane Willerslev bekymret.

“Der er en bred befolkningsgruppe, der er utilfreds og ønsker, at systemet ændrer sig, fordi det ikke varetager de udfordringer, nutidens individer står overfor. Eliten orienterer sig i alt for høj grad mod det 20. århundredes problemer, og de tror, at de kan finde svarene der. Men de glemmer, at der er sket radikale ændringer i forhold til vor tids klima, voldsomme migration og store sociale ulighed.”

Det er ikke første gang, at vi ser en stor værdikamp udspille sig. Men hvor de stridende parter under den industrielle revolution kæmpede om fordelingen af goder, ressourcer og privilegier, handler kampen i dag under digitaliseringens revolution om åndelig legitimitet, ifølge Rane Willerslev:

“Den etablerede elite står med en legitimitetsudfordring. Klassekampen var en kamp om ressourcer. I dag er der ikke en middelklasse, der sulter og dør. Det er derimod hele deres verdenssyn, som ikke bliver imødekommet,” mener Rane Willerslev.

Og han erkender, at vor tids algoritmestyrede nyhedsstrøm udgør et kæmpe problem, fordi vi ofte kun bliver bekræftet i vores egne forudindtagede opfattelser og holdninger, når vi vil søge ny viden og indsigt. Så hvordan undgår vi kulturelle ekkokamre?

“Utilfredshedens stemmer har fået en ny plads på den kulturelle dagsorden, fordi internettet har ændret på præmisserne for deling af nyheder, og det har ført til eksperternes fald. Tidligere var det forbeholdt de få at definere sandheden. I dag er sandheden liberaliseret og demokratiseret på godt og ondt,” siger Rane Willerslev og fortsætter:

”Men det er jo her, at de store kulturinstitutioners ansvar kommer ind. De kan udfordre holdninger ved at udfordre forskellene mellem det elitære og det folkelige.”

Og direktøren er selv gået forrest, når det handler om at sætte handling bag ordene. Han lægger gerne ansigt og skuldre til en regulær shitstorm for at leve op til sit eget dannelseskodeks. Derfor var det også helt oplagt at sige ja, da Jim Lyngvild, den autodidakte vikinge-aficionado, stildebattør og provokatør, tilbød sin assistance til Nationalmuseets store vikingeudstilling, “Meet the Vikings”.

“Jim Lyngvild er ikke fagperson. Han er entusiast. Derfor forstår han den folkelige dimension, som en publikumsmagnet også skal have. Selvfølgelig kan hans tilgang til udstillingen ikke stå alene, men når hans vildskab bliver parret med tre eksperters faglighed, så skaber du altså en oplevelse, der ræsonnerer med langt flere mennesker. Vi har aldrig haft så store besøgstal på en enkelt udstilling, der samtidig kostede så få penge at sætte op.”

Forandring er den moderne verdens grundvilkår

Rane Willerslev frygter ikke selv forandringer. En shitstorm er en lille pris at betale i et arbejdsliv, hvor han gerne rejser til Uganda for at bedrive feltarbejde, næsten dør af sult og kulde i Sibirien eller blot prøver kræfter med elitens uskrevne regler på et universitet i Cambridge. Det er ikke den angstprovokerende forandring, han frygter, men tværtimod en dræbende kultur af monotoni og bureaukrati. Så hvad hvis han kunne udfordre status quo ét andet sted i samfundet. Hvor ville det så være?

“Den offentlige sektor. Uden at tøve. Den måde, den offentlige sektor bliver drevet på i dag med kontrol, topstyring og managementregime, ser jeg som den største trussel mod vores velfærdssamfund. Lige nu bygger hele den offentlige sektor på, at de ansatte skal føle et ’kald’ til at være sygeplejersker eller lærere. For det er hverken løn, status eller jobsikkerhed, der kan trække,” siger Rane Willerslev og fortsætter:

“Langt de fleste vil gerne udleve deres drøm, hvis de kan få lov til det frem for at dokumentere og registrere tid.”

Vi skal opsøge det ukendte

Men er det ikke forståeligt, hvis flere og flere danskere kan føle en vis lede ved konstant at få at vide, at “forandringen kommer”? At vi bare kan vente os, for klima, menneskesyn og arbejdsmarkedet, som vi kender det, er helt anderledes om ganske få år?

“Jeg benægter ikke, at forandring kan være hårdt. Det er faktisk noget af det, jeg diskuterer meget med Svend Brinkmann [professor i psykologi, forfatter og debattør, red.], når han konsekvent vælger at tager nejhatten på. For du kan sagtens sige, at du vil stå fast og ikke rykke dig, når det er en metarefleksion, du gør dig som professor. Men den kollega, der ikke vil være med til at løfte en ny strategi eller ikke har forstået, at forandring er et grundvilkår i vores samfund, er ikke en kollega. Han eller hun er dødvægt.”

Museumsdirektøren mener, at den store angst for forandring ikke er opstået ud af en modvilje mod ændringer, men fordi forandringsprocessen med digitaliseringen af vores samfund har speedet processen så meget op, at vores hjerner ikke kan følge med.

“Vi skal ikke vende tilbage til, at museer er døde steder med montrer og stilhed. Og vi skal holde op med hele tiden at føle, at vi bare kan modtage ydelser fra velfærdsstaten. Vi skal derimod se, hvordan vi kan støtte op om vores velfærdsstat, være med til at udvikle den og give tilbage til den.”

Rane Willerslev rækker også uden for Nationalmuseets rammer for at finde allierede, der vil hjælpe med at få den vilde forandring ind i dannelsens strukturerede rammer. Men hvilken type medarbejder ville museumsdirektøren selv hive frem i bunken af ansøgninger. Mener han, at nysgerrighed er vigtigere end faglighed?

“Ja, for pokker! Faglighed kræver, at du mestrer et område, men faglighed kan også gøre dig dogmatisk og algoritmetænkende. Nysgerrighed driver dig mod det, som du ikke forstår. Jeg vil til enhver tid foretrække at have kolleger, der ikke er færdige med at opsøge det ukendte. Og som hellere vil spørge om tilladelse end tilgivelse."
 

Ønsker du at modtage flere nyheder og inspirerende artikler fra Master of Business Development, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.