i -Term -præsentation af ny videnbase på Handelshøjskolen 15. maj 2003

Det danske terminologicenter DANTERM har udviklet et nyt internetbaseret opslagsværk til indsamling af løbende udviklet specialviden på en arbejdsplads.

09/05/2003

Det danske terminologicenter DANTERM har udviklet et nyt internetbaseret opslagsværk, der samler og indeholder al den specialviden, som løbende oparbejdes af medarbejderne på en arbejdsplads - fx beskrivelser af produkter og definitioner af begreber brugt inden for forskellige fagområder.

Spørgsmål som ”Hvilke data er indtastet mellem den 1. januar og den 1. juni 2002”? eller ”Hvor mange begreber har vi inden for emnet Medicin”?, kan også besvares, og denne viden er tilgængelig for alle i virksomheden over hele verden – uden forsinkelser eller krav om andet software end en opdateret browser.

”Med en videnbase får virksomheden et uvurderligt værktøj, der samler alle medarbejdernes viden ét sted, og som er en stor hjælp, når en medarbejder skal sættes ind i et nyt fagområde – eller når virksomheden ønsker at fastholde den viden, der ellers går tabt, hvis en kollega holder op.” siger Annemette Ruding, daglig leder på DANTERMcentret.

Man kan også lægge billeder, video, lyd og pdf-filer ind i basen, som tillader meget dynamiske søgemuligheder. i-Term kan bruges direkte fra Microsoft Word.

Præsentationen finder sted

15. maj 2003 kl. 15

Lokale: SV 089

Handelshøjskolen i København

Dalgas Have 15

2000 Frederiksberg

DANTERMcentret (oprettet 1998) er en erhvervsdrivende fond med tilknytning til Institut for Datalingvistik. Centret bidrager til at kvalitetssikre og effektivisere den faglige kommunikation i virksomheder og organisationer og har kompetencer inden for bl.a. terminologisk arbejdsmetode, videnorganisering, datastrukturering og udvikling af term- og videnbaser.

Sidst opdateret: Communications // 04/10/2004