Nyt undervisnings- og forskningsmiljø på CBS

Henning Larsens Tegnestue A/S er vinder af arkitektkonkurrencen om ombygning af det gamle råvarelager på Porcelænsgrunden

26/11/2004

Råvarelager i Porcelænshaven omdannes til innovativt undervisnings- og forskningsmiljø.

Formanden for dommerkomiteen, rektor Finn Junge-Jensen, CBS kunne i dag afsløre at Henning Larsens Tegnestue A/S er vinder af arkitektkonkurrencen om forslag til ombygning af det gamle råvarelager til Den Kgl. Porcelænsfabrik på Frederiksberg.

Bygningen skal, når den står ombygget og renoveret, huse et moderne undervisnings- og forskningsmiljø for CBS i ”dialog” med de andre bygninger i det nye ”Porcelænshaven”, hvor der ud over undervisningsfaciliteter for CBS skal være plads til boliger og erhverv.

Henning Larsens Tegnestue A/S vinder

Konkurrencen blev vundet af arkitektfirmaet HLT - Henning Larsens Tegnestue A/S, København med følgende projektteam: Michael Christensen, Anders Sælan, Ulrik Raysse og Annemarie Galmstrup. Vinderforslaget er udarbejdet i samarbejde med Rådgivende Ingeniørfirma Moe & Brødsgaard A/S ved projektteam: Morten Andersson, Kim Hoegh, Jesper Brogaard og Alex Fraenkel.

Om vinderforslaget udtaler dommerkomiteen bl.a.:

”Vinderforslaget rummer et yderst tiltalende og innovativt læringsmiljø med mange interessante steder for samvær og undervisning. De smukke, ”landskabeligt” formede rum er inspirerende og skaber et fint modspil til Råvarebygningens stringente struktur. Samtidig er det lykkedes at lave en yderst robust og fremsynet hoveddisponering, hvor gennembrydninger og placeringen af lodrette forbindelser danner et sikkert grundlag for mange indretningsvarianter".

Vinderforslaget skal nu videreudvikles i et samarbejde mellem Henning Larsens Tegnestue og CBS, og det ombyggede Råvarelager forventes at stå klar til ibrugtagning i marts 2007.

I konkurrencen deltog i alt otte totalrådgivere. De øvrige deltagere var:

Cubo Arkitekter A/S

Dissing + Weitling A/S

Vilhelm Lauritzen A/S

PLH Arkitekter A/S

Juul & Frost Arkitekter MAA/PAR

Andersen og Sigurdson Arkitekter MAA/PAR

Lundgaard & Tranberg Arkitektfirma A/S

Sidst opdateret: Communications // 13/02/2005