Ny gæsteprofessor på CBS

Professor og dr. phil. Per Øhrgaard er tiltrådt som gæsteprofessor på Handelshøjskolen i København med tilknytning til Fakultetet for Sprog, Kommunikation og Kultur.

21/08/2003

Professor og dr. phil. Per Øhrgaard er tiltrådt som gæsteprofessor på Handelshøjskolen i København med tilknytning til Fakultetet for Sprog, Kommunikation og Kultur.

Per Øhrgaard er professor i tysk filologi og har bl.a. skrevet bøger om Goethe og Günter Grass. Fra 1996-2001 var han leder af Institut for Tysk og Nederlandsk på Københavns Universitet og har derudover bl.a. været gæsteprofessor ved Christian-Albrechts-Universität Kiel samt holdt gæsteforelæsninger i Tyskland, Polen, Østrig, Norge, Italien, USA, Indien og Korea.

"Begrundelsen for udnævnelsen af Per Øhrgaard er, at han som fremtrædende forsker, underviser og formidler og med sin solide og ufravigelige faglige ballast inden for sprog- og kulturområdet kan medvirke til at udbygge den faglige profil på fakultetet" siger Ole Helmersen, dekan for Fakultetet for Sprog, Kommunikation og Kultur.

Per Øhrgaard er medlem af Videnskabernes Selskab, Carlsbergfondets direktion og Det Danske Akademi samt af bestyrelserne i Carlsberg A/S og JP/Politikens Hus A/S. Derudover har han også bl.a. været formand (sammen med professor Peter Harder) for en arbejdsgruppe vedr. kernekompetencer i fremmedsprog i Undervisnings-ministeriet.

Tid og sted for officiel tiltrædelsesforelæsning

Fredag 26. september kl. 14.30

Lokale: SC033

Dalgas Have 15

2000 Frederiksberg

Sidst opdateret: Communications // 13/10/2004