Europæiske emner i fokus

CBS åbner Center for Europæiske Kulturstudier med Per Øhrgaard i spidsen

01/12/2004

CBS åbner Center for Europæiske Kulturstudier som udtryk for universitets satsning på forskning og undervisning i europæiske emner.

Historiske, filosofiske og æstetiske temaer

Centerets forskning vil især koncentrere sig om historiske, filosofiske og æstetiske temaer og deres indlejring i et videre europæisk kulturbegreb, der også omfatter erhvervs- og virksomhedsmæssige aspekter. Aspekter, der er mere og mere centrale i en tid, hvor virksomheders arbejds- og ledelseskultur i stigende grad indvirker på det omgivende samfunds selvforståelse.

Centret vil tage både aktuelle og historiske emner op, og ideen er at fungere som mødested og udgangspunkt for forskning og formidling, herunder arrangere seminarer, workshops og gæsteforelæsninger med såvel inden- som udenlandsk deltagelse.

De kulturmæssige kontekster er vigtige for succes

"Ambitionen er at inspirere udadtil og lade sig inspirere udefra - og her tænkes ikke blot på miljøerne på CBS, men også og i mindst lige så høj grad på institutioner, virksomheder og personer uden for" forklarer centerleder Per Øhrgaard - og fortsætter, "Formålet med centeret er at gøre de studerende kloge på, hvilke kulturmæssige kontekster, de bevæger sig i - samt at opruste de danske virksomheder i at håndtere de krav, som globaliseringen stiller. Og her er kulturforståelse et meget centralt begreb."

Sidst opdateret: Communications // 06/12/2004