Dramatisk dansk spring op i World Economic Forum's internationale indeks over konkurrenceevne
Danmark er rykket fra en 14. plads op på en 4. plads i dette års indeks over væksten i landenes konkurrenceevne, udarbejdet af World Economic Forum. I undersøgelsens andet hovedindeks, der omfatter erhvervslivets konkurrenceevne, er Danmark avanceret fra en 8. til en 4. plads. Og placeringen i alle de underliggende indeks er tilsvarende forbedret, herunder inden for teknologi, offentlige institutioner, nationaløkonomisk stabilitet, udviklingen af virksomhedernes drift og strategi samt erhvervsmiljøets kvalitet. Danmark har desuden indtaget førerpositionen som det mindst korrupte land i verden at drive virksomhed i.
Hele undersøgelsen - The Global Competitiveness Report 2003-2004 - offentliggøres på verdensplan i dag, torsdag den 30. oktober kl. 17:00 dansk tid, hvor Dr. Augusto Lopez-Claros, Professor Michael Porter og Professor Xavier Sala-i-Martin præsenterer rapportens resultater ved en pressekonference i Washington DC, som transmitteres direkte på internettet (se link nedenfor).
“Som dansk partnerinstitution for World Economic Forum gennem adskillige år, er vi meget tilfredse med Danmarks forbedrede og stærke præstation. Den afspejler, at der foregår en positiv dialog mellem erhvervslivet, regeringen og universiteterne. Derudover giver de detaljerede indeks os et godt fingerpeg om områder, hvor vi fortsat kan forbedre virksomhedernes driftsbetingelser og hjælpe dem med at gennemføre den forøgelse af produktiviteten, som skal understøtter vores evne til at holde en høj levestandard og skabe et samfund, der afspejler vores værdier", udtaler lektor Heather A. Hazard, Institut for International Økonomi og Virksomhedsledelse.