CBS er blandt Europas bedste til CSR og bæredygtig ledelse

- Målt på corporate social responsibility i undervisning og forskning er CBS' fuldtids MBA-uddannelse og forskningsmiljø i den europæiske top 10

02/12/2009

Corporate social responsibility-forskning i topklasse

Hvis fremtidens forretningsledere vil lære bæredygtig ledelse og corporate social responsibility, gør de klogt i at tage en MBA på CBS. Her vil de nemlig blive mødt af forskning og undervisning i europæisk topklasse.

Det viser seneste udgave af ‘undersøgelsen Beyond Grey Pinstripes, offentliggjort af Aspen Institute. Den amerikanske tænketank for ledelse har undersøgt hvor gode MBA-skoler fra hele verden er til at integrere sociale og miljømæssige aspekter i deres forskning og undervisning. Og her placerer CBS’ fuldtids MBA-uddannelse og forskning i corporate social responsibility sig i den europæiske top 10.

Social responsibility skal integreres i al undervisning og forskning

- Det er vores ambition, at social responsibility skal brede sig til aktiviteter på tværs af hele MBA-uddannelsen. For os er CSR ikke bare et tilvalgssfag. Det skal integreres i alle de centrale kurser. Kun på den måde kan vi belyse sociale og miljømæssige emner fra alle ledelsesperspektiver, siger Torben Andersen, Associate Dean på fuldtids MBA-uddannelserne.

 - Vi lancerede center for Corporate Social Responsibility 2002 for at have en platform for mange af de aktiviteter, der var på vej på CBS. Siden da er vi vokset til ti professorer fra forskellige afdelinger samt en stor gruppe ph.d-studerende og postdoc'er. Og vi er naturligvis glade for, at indsatsen afspejles i vores forsknings gode placering i denne ranking, siger professor Mette Morsing, leder af CBS Center for Corporate Social Responsibility.

CBS som godt eksempel – nedsætter CO2-udslip med 40%

CBS hviler dog ikke på laurbærrene. Som led i FN’s klimakonference COP15 afholdt CBS i sidste uge en international konference om bæredygtig ledelse og klimaforandringer i samarbejde med FN's principper for ansvarlig lederuddannelse (PRME), som CBS har været medunderskriver på siden august 2008.

I konferencens slutdokument, som rektor Johan Roos overrakte til Klimaministeriets departementschef, forpligter CBS sig bl.a. til at foregå med et godt eksempel – herunder at nedsætte CO2-udslippet med mindst 40% inden år 2020.

Mange CSR-muligheder for studerende

Udover den roste MBA-uddannelse tilbyder CBS også CSR-relateret undervisning i andre formater. De studerende kan tage en kandidatuddannelse i “Business and Development Studies” eller bifaget “Sustainable Business”. Endvidere arbejdes der på et bifag kaldet “Social Entrepreneurship” til 2010.

 - Denne nye specialisering gør det muligt for studerende fra alle kandidat-uddannelser at få grundig erfaring med social innovation. Deltagere kommer til at lære at starte sociale virksomheder – og skabe vækst i dem, siger lektor Kai Hockerts fra CBS Center for Corporate Social Responsibility.

For mere information om CBS fuldtids MBA-uddannelser, kontakt:

Torben Juul Andersen, 3815 2514, ta.smg@cbs.dk

For mere information om Centre for Corporate Social Responsibility, kontakt:

Mette Morsing, 3815 3205, mm.ikl@cbs.dk

For mere information om undersøgelsen Beyond Grey Pinstripes, kontakt:

Kai Hockerts, 3815 3175, kho.ikl@cbs.dk

For mere information om PRME, kontakt:

Jonas Eder-Hansen, 3815 3231, jonas.eder-hansen@cbs.dk

Sidst opdateret: Communications // 05/03/2012