CEV har modtaget bevilling til forskning i ny digital ledelsesudvikling

Kan en app, der hvisker vise ord til lederen fra mobilen, styrke virksomheders ledelse? Industriens Fond har bevilliget syv mio.kr. til CEVs nye forskningsprojekt, der skal styrke fremtidens ledere i Danmark.

10/07/2017

Kan en kursus-app udvikle ledelsesevnerne for ledere i et travlt forretningsmiljø? Og med hvilke ledelsesmodeller kan ledere møde morgendagens udfordringer?

De spørgsmål skal CEVs nye forskningsprojekt "iLEAD" beskæftige sig med de kommende år. En bevilling på syv millioner kr. har gjort det muligt. Adm. direktør i Industriens Fond Mads Lebech står bag bevillingen:
”Vi ser frem til at se resultater, som gerne skal bruges til at inspirere og motivere ledere til at reflektere over egne ledelsesdilemmaer og mulige løsninger. CBS har en stærk profil på ledelsesområdet og er derfor en oplagt bevillingsmodtager”, siger Mads Lebech.

App skal guide ledere til at træffe bedre beslutninger

Det er blevet voldsomt populært at anvende apps til læring og projektstyring i virksomheder. Apps som Trello, Slack og Babbel er især populære inden for sprog- og produktivitetshåndtering. Nu kan ledere potentielt se frem til en app, der som en mentor guider dem gennem de ledelsesmæssige udfordringer, de møder i deres hverdag.

I CEVs forskningsprojekt, med titlen ”iLEAD”, er kernen at undersøge, om man ved hjælp af en app kan gøre det mere smidigt for travle ledere i små og mellemstore virksomheder at videreuddanne og dygtiggøre sig.

App’en skal sende korte beskeder til lederne og bidrage med information, som skal hjælpe dem med at tage stilling til deres udfordringer. App’en motiverer således lederne til at tænke over de beslutninger, de træffer, forklarer professor ved CBS Niels Westergård-Nielsen og leder af forskningsprojektet.

”Vi kan ikke løse ledernes problemer – det er lederne langt de bedste til i deres egen kontekst. Til gengæld kan vi give dem værktøjer, så de selv bliver bedre til at reflektere over deres praksis,” siger han.

Den første opgave bliver at kortlægge de nye ledelsesmæssige udfordringer, en i stigende grad digital og globaliseret hverdag tilvejebringer. Med dét afsæt, udvikler forskningsteamet i næste fase af projektet et app-kursus, som skal testes på lederne. Forskningsteamet består derfor også af to it-forskere fra CBS’ Institut for Digitalisering.

”Ledere i mindre virksomheder har ofte ikke tid til at videreuddanne sig eller deltage i konferencer. Og de har ikke nødvendigvis de digitale værktøjer, der kan give dem overblik, når virksomheden vokser. Vi håber, at vores forskning får den effekt, at vi ruster ledere til at blive bedre. Og potentielt udbreder vi fænomenet med app-kurser i ledelse,” siger Niels Westergård-Nielsen.

Ambitionen er, at 400 ledere skal deltage i projektet, og at resultaterne er klar inden for de næste fire år. Projektet foregår desuden i et tværfagligt samarbejde med en psykolog fra Københavns Universitet og en professor i ledelse ved Aarhus Universitet.

Læs også finans.dks dækning af bevillingen "Cheferne har ikke tid til et kursus, så nu får de en mentor i lommen".

Læs mere om projektet på ilead.digital.dk

Sidst opdateret: Centre for Owner-Managed Businesses // 08/10/2019