Mode, dragt og beklædning

International konference i København d. 26.-28. oktober

14/10/2005

International konference i København

d. 26.-28. oktober 2005

Det er ikke kun Københavns velbesøgte messer, der trækker modeinteresserede til byen; det gør forskning også. I oktober afholdes en stor konference med titlen ’Fashion and Dress Cultures’ med 130 deltagere fra hele verden. Konferencen, der foregår over tre dage på Danmarks Designskole, Kunstindustrimuseet og Nationalmuseet har et omfattende program med forelæsninger af tre internationale topforskere og 38 videnskabelige papers om mode og beklædning inden for temaer som materiel kultur, kulturarv, æstetik og økonomi.

Tværfaglighed i højsædet

Blandt konferencens deltagere er mange fagretninger repræsenteret, blandt andet kunsthistorikere, sociologer, etnologer, historikere, civiløkonomer og modedesignere. Forskning inden for mode og beklædning er et bredt felt, rigt på specialviden, både hvad angår beklædningsmaterialer og formgivning samt kulturhistoriske og økonomiske perspektiver. Konferencen er et forum for dialog og samarbejde mellem de forskere, fra forskellige områder, som i dag sidder inde med stor viden.

Af de indsendte papers fremgår det, at mode og i det hele taget beklædning er et område, som i stigende grad vedrører det moderne menneske. Derfor er det centralt, at feltet udforskes i dialog mellem fagligheder, historisk såvel som nutidigt. Det giver mulighed for bedre at forstå vores samtid, og hvordan vi skal forholde os til fremtiden på dette område.

Forskningsinstitutioner satser på mode og beklædning

Konferencen er udsprunget af et tværfagligt og tværinstitutionelt samarbejde. Arbejdsgruppen bag konferencen består af forskere fra Danmarks Designskole, Kunstindustrimuseet, Nationalmuseet og Copenhagen Business School.

Det er ikke tilfældigt, at det er netop disse institutioner, der markerer sig inden for mode- og beklædningsforskningen. Danmarks Designskole er i gang med en større omstilling, der vil give skolen universitetsstatus, og i den forbindelse er de første ph.d. studerende blevet indskrevet; Marie Riegels Melchior og Erik Hansen-Hansen er skolens første ph.d.er, der specialiserer sig i mode.  Kunstindustrimuseet har en langsigtet plan om at etablere et modemuseum, blandt andet med inspektør Kirsten Toftegaard og kunsthistoriker Louise Fussing er tilknyttet biblioteket som fondsansat forsker. På Nationalmuseet er inspektør Helle Leilund i gang med et ph.d. projekt i forbindelse med en intern satsning på beklædningsområdet. Endelig har CBS med forskningscentret Imagine, som lektor Lise Skov er tilknyttet, sat fokus på kreative industrier og oplevelsesøkonomi, hvori mode indgår som en væsentlig sektor.

Konferencens tværfaglige fokus er udsprunget af gruppemedlemmernes egne erfaringer. Der er ikke noget fag eller nogen institution, der har monopol på mode- og beklædningsforskning. Vores viden beriges tværtimod ved at blive belyst fra forskellige perspektiver.  

Forskning vigtig hvis Danmark skal være modecenter

Lige nu er der en stærk ambition om, at Danmark skal blive et førende modecenter. Arbejdsgruppen bag konferencen er enige om, at dette projekt næppe kan realiseres, hvis man glemmer viden og forskning.

Vi pointerer, at viden og forskning inden for mode og beklædning kan være mange forskellige ting. Noget forskning er umiddelbart interessant for industrien – for eksempel, ny viden om innovationsprocesser og branding – mens andet har en mere langsigtet værdi – for eksempel den kulturhistoriske viden, der ligger i museernes dragtsamlinger. Men hvis dansk mode skal opgraderes er det også væsentligt, at vi har spændende modeudstillinger og tilgængelige samlinger, som designere kan udforske til inspiration for deres kreative arbejde. Modeproduktion i dag er jo netop ikke en blot industriel fremstilling af tøj; det er tværtimod en sofistikeret vidensindustri, der i stigende grad har brug at samarbejde med forskningsinstitutionerne.

Læs mere om konferencen:

http:///www.dkds.dk/forskning/fashiondressconference2005

Medlemmer af arbejdsgruppen bag ’Fashion and dress cultures’ konferencen kan kontaktes med henblik på interviews og udtalelser om forskning indenfor mode, dragt og beklædning, samt for aftaler om at besøge konferencen.

Kontakt

Lise Skov, kultursociolog, lektor v. Imagine. . Creative Industries Research, Copenhagen Business School, E-mail:

ls.ikl@cbs.dk, Tel: 23718836

 

Erik Hansen-Hansen, informationsteknolog og visuel producer, ph.d.-stipendiat v. Danmarks Designskole, E-mail:

ehh@dkds.dk, Tel: 40749196

 

Marie Riegels Melchior, etnolog, ph.d.-stipendiat v. Danmarks Designskole og Kunstindustrimuseet, E-mail:

mme@dkds.dk, Tel: 23707974

 

Helle Leilund, etnolog, inspektør og ph.d.-stipendiat v. Nationalmuseet, E-mail:

Helle.Leilund@natmus.dk, Tel: 51370607

 

Kirsten Toftegaard, tekstilhistoriker, inspektør v. Kunstindustrimuseet, E-mail:

kt@kunstindustrimuseet.dk, Tel: 33185665

 

Louise Fussing, kunsthistoriker v. Kunstindustrimuseet, E-mail:

fus@c.dk, Tel: 33329466

Sidst opdateret: Communications // 21/10/2005