Juridisk Institut

Forskning

 

Juridisk Institut vil bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i Danmark og det internationale samfund gennem grundforskning og anvendt forskning.

Instituttets forskning fokuserer på erhvervsretten ud fra et samfunds- og virksomhedsperspektiv. Forskningen tager udgangspunkt i erhvervslivets rammevilkår internationalt og nationalt på baggrund af globaliseringen og er derfor koncentreret om indholdet af og samspillet mellem international ret, EU-ret og dansk ret.

Den erhvervsretlige forskning skal navnlig belyse og perspektivere de strategiske muligheder for virksomheder og myndigheder i erhvervsjuridisk og økonomisk sammenhæng. Forskningen kan angå samspillet mellem erhvervsret og andre discipliner, herunder økonomi, og inddrage tværfaglige aspekter.

Forskningen ligger inden for tre  områder:

  • Handel og transaktioner (kontrakter og finansiering og retsøkonomi mv.)         
  • Markedet (international handelsret og EU-markedsret mv.)         
  • Virksomhedsorganisation og samfundsansvar (selskabs- og skatteret mv.)

Instituttet har etableret forskergrupper inden for de tre områder, hvor den enkelte forsker indgår i mindst én gruppe.

Handel og transaktioner omfatter formueret, herunder kontraktret, finansieringsret, international privat- og procesret, immaterielret, IT-ret, forbrugerret, mellemmandsret, offentlige kontrakter, partnering, sø- og transportret, retssager, voldgift, mægling og tvangsfuldbyrdelse.  Hertil kommer retsøkonomi, som omfatter anvendelsen af økonomisk metode, både teoretisk og empirisk, inden for erhvervsjuraen. Forskningen er metodestyret og omfatter navnlig kontraktretten, erstatningsretten og selskabsretten, herunder offentlig regulering inden for disse emner.

Markedet omfatter markedsret, herunder international handelsret, EU-markedsret, EU-ret, WTO-ret, folkeretlige handelsaftaler, konkurrenceret, udbudsret, statsstøtte og markedsføringsret.

Virksomhedsorganisation og samfundsansvar omfatter navnlig selskabsret, skatteret, arbejdsret, ligebehandlingsret og corporate social responsibility.

Instituttets medarbejdere deltager i nationale og internationale forskernetværk og forskergrupper og samarbejder med institutioner, virksomheder, myndigheder og organisationer i ind- og udland. Mange af forskerne bidrager også til samfundsudviklingen ved deltagelse i nationale og internationale arbejdsgrupper og udvalg som led i udarbejdelse af nye regler.

Sidst opdateret: Law department // 16/06/2017