Lars Munch er udnævnt til adjungeret professor på Institut for Organisation


11/02/2022

Lars Munch er udnævnt til adjungeret professor på Institut for Organisation

Bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus, Lars Munch, er udnævnt til adjungeret professor på Institut for Organisation på Copenhagen Business School med tiltrædelse 1. marts 2022.

Lars Munch har i mange år været et aktiv for CBS i flere roller og sammenhænge. Lars Munch har ikke mindst været engageret i Master of Management Development-uddannelsen, som er en efteruddannelse for ledere på CBS, hvor han er formand for Advisory Board. Lars Munch er derudover involveret i flere andre studie- og forskningsaktiviteter på CBS.

Institut for Organisation (IOA) ser meget frem til at nyde godt af Lars Munchs viden og erfaringer som adjungeret professor i tilknytning til CBS' uddannelser, forskning og strategiske initiativer. Institutleder Carsten Greve på IOA siger om udnævnelsen: 

”Det er utrolig dejligt, at Lars Munch nu bliver tilknyttet Institut for Organisation som adjungeret professor. Netop i disse år satser vi meget på temaet om ”Leadership and organization”, og her vil Lars Munchs viden og ekspertise komme instituttets forskere og studerende til gavn”

Studieleder Jan Molin på Master of Management Development forklarer om baggrunden for udnævnelsen:

”Jeg har samarbejdet med Lars Munch igennem 25 år om uddannelsesreformer og udvikling. Det har været inspirerende og lærerigt at kunne trække på hans brede vifte af erfaringer indenfor et uddannelsesområde der sigter mod en styrkelse af lederskab i danske virksomheder. Lars Munch arbejder og udtaler sig konsekvent med basis i et etisk- og værdibaseret fundament, som nu vil kunne være med til at præge uddannelse og forskning på CBS.” 

Om Lars Munch

Lars Munch er bestyrelsesformand for Politiken-fonden og en række andre bestyrelser herunder Louisiana Museum of Modern Art, BRF Fonden, BRF Holding A/S, SOS Børnebyerne, GUBI A/S. Desuden medlem af bestyrelsen for Novo Nordisk Fonden, European Press Prize, World Association of Newspapers and News Publishers, Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center A/S. 

Tiltrædelsesforelæsning

Tiltrædelsesforelæsning og fejring af Lars Munch som adjungeret professor på CBS finder sted den 22. april 2022 kl. 14.00 i Auditorium DH.C.033 på CBS Dalgas Have 15. Efterfølgende vil der være en reception. Tilmelding nødvendigt: Link til tilmelding

Kontakt person: Jan Molin, Professor (mso) på IOA og Studieleder Master of Management Development, jmo.ioa@cbs.dk

Sidst opdateret: Department of Organization // 07/03/2022