IOA - engang i fortiden

Professor Emeritus Kristian Kreiner tells his story about the beginning and development of IOA in Danish.

 

De fleste direktioner ønsker sig innovation og entreprenørskab som mindset i deres organisation. Den ønskeseddel deler de med mange andre. Alligevel kan det være en smule svært at forestille sig, hvordan det ville se ud i praksis, hvis ledelsens ønsker blev opfyldt. Her kommer historien os til undsætning, fordi det netop var et sådant mindset, jeg mødte, da jeg begyndte at komme på IOA omkring 1970. Det miljø var så spændende, meningsfuldt og livgivende, at det gjorde en ende på mine drømme om en karriere som revisor. Det er netop det, der er (eller burde være) beviset på innovation og entreprenørskab: at mennesker ændrer præferencer, værdier og virkelighedsopfattelser som resultat. Og det er måske grunden til, at mange økonomer har så svært ved det med innovation og entreprenørskab: de antager nemlig, at fx præferencer ligger uden for videnskaben, hvorfor de antages at være stabile.

Dengang var der mildest talt liv og glade dage på IOA. Kampgejsten var total i alle geledder, både blandt VIP’erne, TAP’erne og os studerende. Og kampen blev ledet af Torben Agersnap, en general af guds nåde. Han nød kampen, spillet, og aflivede myten om, at når noget er vigtigt og betydningsfuldt, må det ikke være sjovt. Forskning, arbejde, politik er i dag så vigtig, at det, alvorligt talt, skal være total humørforladt. Men ikke dengang, hvor fx institutmøder blev brugt til at udveksle ”war stories.” Selv Torbens Agersnaps undervisning bestod i anekdoter fra kamppladserne i ministeriet, på CBS og andre steder. Vi studerende var ofte overladt til selv at udlede de ledelsesmæssige og organisatoriske pointer, og fordi udgangspunktet var anderledes end lærebøgernes, ændrede hans undervisning vores opfattelse af, hvad der er vigtigt, hvad der foregår i virkelige organisationer, osv. Den form for undervisning ville ikke blive accepteret af akkrediteringsråd, studienævn og studerende med forbrugermentalitet. Men i sine effekter på de studerende var hans undervisning faktisk innovativ.

Under en facade af demokrati og involvering var Torben Agersnaps magt uindskrænket. Rundt om ham flakkede hans løjtnanter i evig kamp om pladsen på hans sofa, hvor alle beslutninger blev truffet. Hans Gullestrup, Tore Jacob Hegland og Søren Christensen var drivkræfter (Finn Junge var på det tidspunkt blot en grøn, men øjensynligt lærenem adjunkt). De havde hver deres strategi for at få plads på Agersnaps sofa og demonstrerede i praksis, at visse former for konkurrence er godt for kreativiteten og innovationen. IOA’s profil blev grundlagt dengang, hvor kultur, socialt engagement og internationalisering blev tre konkurrerende – og derfor supplerende – temaer. Ingen af disse temaer har IOA holdt for sig selv. Men det er sigende, at den første æresdoktor på CBS blev James G. March fra Stanford University – et produkt af Søren Christensens skelsættende entreprenørskab.
I sin selvforståelse var IOA et lille fristed, hvor fornuften, ærligheden og kærligheden trivedes. Fjenden var den dumhed og det snæversyn, som herskede på CBS, i samfundet generelt og i forskningsverden specielt. At være oppe imod systemet gjorde fiaskoen uomgængelig, men fordi retten var på vores side, ansporede nederlaget til mere kamp. Vi var små Davider, som slyngede sten mod Goliat uden at vælte ham omkuld.

Forholdene omkring IOA er anderledes i dag. Det er blevet Goliats tur til at tage hævn, og han gør det ved at gøre sig selv, dvs. den tungt publikations-pansrede spydspidsforsker med teoriskabt blindhed for virkeligheden til rollemodellen. Resultatet er, at den meste akademiske sandhed overvejende er blevet et modstykke til virkeligheden, ikke en vej til den. Ledelsesmæssigt tales der fx om relevans, men alt, hvad der værdsættes, fremelsker en snævert rationel virkelighedsopfattelse. Afstanden er blevet så absurd, at ingen rigtig ved, hvordan den skal konfronteres. Der skal mere og mere til at få denne Goliat til at fremstå som både mentalt og fysisk fit for fight, dvs. som innovativ og entreprenøragtig. Den ledelsesmæssige udfordring bag ønske om innovation og entreprenørskab som mindset på CBS er at lære denne kæmpe at danse.

Der er en rest af modstand tilbage på IOA, selv i dag. På mange måder smuldrer organisationsteorien og beslutningsteorien under den konforme akademiske disciplinering, men vi har trods alt fastholdt en suspekt og irrationel interesse for virkeligheden. Ikke mange afhandlinger på IOA har ikke et klart empirisk element. Vi insisterer på at ”spilde” tiden med at tale med (og om) praksis, interviewe folk, bevæge os rundt i de organisationer, som i de fleste akademiske teorier kan reduceres til en parameter eller helt udviskes. Til gengæld er glæden ved det akademiske mærkbart større på IOA – og nytten af det, vi gør, underviser og skriver måske også større. Det siger dog ikke så meget, hvis det, vi sammenligner os med, bare er goldt og publiceringsdrevet pligtarbejde. Før vi gør innovation og entreprenørskab til nyt pligtarbejde, kan vi med IOA som eksempel forestille os, hvad det kunne være og blive til, selv på CBS.

Kristian Kreiner, november 2016

kristian
 
 

The page was last edited by: Department of Organization // 09/08/2017