Department of Business Humanities and Law

Lektor Maja Horst, LPF får pris for formidling, der flytter holdninger

For 2. år i træk modtager en CBS-forsker Videnskabsministeriets formidlingspris Forskningskommunikationsprisen 2009

04/27/2009

Hun har netop sendt en bog om erhvervsjournalistikkens magt på gaden, og torsdag den 23. april modtog lektor Maja Horst, LPF så Forskningskommunikationsprisen 2009. En pris, der bliver uddelt af Videnskabsministeriet.

Hun får prisen for sin involverende formidling af kontroversielle teknologier og forskningsresultater eksempelvis indenfor stamcelleforskning. Hun står blandt andet bag projekter med interaktive installationer, hvor publikum med deres holdninger og reaktioner bliver en aktiv del af formidlingen ved at bygge figurer, markere deres holdninger ved at putte bolde i rør osv.

- Maja Horsts bidrag til den offentlige debat har stor værdi for samfundet. Gennem innovative formidlingsformer formår hun at informere og samtidig gå i dialog med publikum. Hun viser, at forskning kan formidles med andet end ord, og at forskningsformidling anno 2009 er en levende, lærende og involverende disciplin. Hun er en inspiration for andre forskere, siger videnskabsminister Helge Sander.

 

32 kandidater til én pris

Forskningskommunikationsprisen uddeles årligt til en forsker, som gennem kompetent formidling formår at få sin forskning ud til et bredt publikum. I alt var 32 kandidater indstillet til prisen.

 

Videnskabsministeren overrakte prisen på Syddansk Universitet i Odense som startskuddet til den landsdækkende forskningsfestival Forskningens Døgn, der finder sted den 23.-25. april. Universiteter, uddannelses- og kulturinstitutioner, virksomheder og mange andre inviterer i den forbindelse til flere end 225 gratis arrangementer.

 

 

Læs mere på VTU's hjemmeside

 

The page was last edited by: Department of Business Humanities and Law // 04/29/2013