Department of Business Humanities and Law

Ledelse - live-on

- og efterfølgende afsked med professor Flemming Poulfelt

Monday, September 17, 2018 - 15:00 to 17:00

 Ledelse live-on
- og efterfølgende afsked med professor Flemming Poulfelt

 

fp

En konference der sætter fokus på, hvordan og hvornår ledelse er ypperlig og skaber værdi for interessenterne.
 
Der er generel enighed om, at god ledelse er en sikker værdiskaber. Men når det er sagt, er det i realiteten paradoksalt, at så megen ledelse ikke får udnyttet det fulde potentiale i de ressourcer, som en ledelse har under sin kommando.

Men hvordan kan god ledelse så fremmes? Det giver konferencen flere bud på. En række ledelsesmæssige topnavne, som alle har demonstreret godt lederskab i komplekse og vanskelige situationer, har sagt ja til at give deres personlige bud på, hvad der ud fra deres erfaringssæt skal til for at fremme god ledelse.

Tilgangen vil være atypisk. Alle indlægsholderne er nemlig blevet bedt om 1) at give deres bud på, hvad der har været den (eller de) største overraskelse(r) i deres lederskab og 2) hvad dette ledelsesmæssigt har givet anledning til, og hvilken lærdom, der kan destilleres herfra.

Indlægsholderne, som alle har beskæftiget sig med strategiske og operative forretningsmæssige, organisatoriske og ledelsesmæssige transformationer, er:

  • Carsten Dilling, Bestyrelsesformand i bl.a. SAS og NNIT -  med omfattende topledererfaringer inden for IT og tele.
  • Jesper Høiland, President og CEO i Radius Health Inc., Boston - med omfattende globale topledererfaringer fra den farmaceutiske industri.
  • Michael Moesgaard Andersen, CEO i Andersen Advisory Group A/S - med omfattende erfaringer inden for venturevirksomhed og rådgivning.
  • Flemming Tomdrup, Bestyrelsesformand i bl.a. Terma og Den Blå Planet – med omfattende erfaringer inden for bygge, metal, el og VVS branchen.
  • Rikke Kristine Nielsen, Adjunkt på Aalborg Universitet - med forskning og praktiske erfaringer inden for global ledelse og grænsekrydsende samarbejde.
  • Flemming Poulfelt, Professor i ledelse og strategi på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS – med en lang række praktiske erfaringer fra vidt forskellige virksomhedstyper, bestyrelsesarbejde og rådgivning.

Der bliver i ordets bogstaveligste forstand tale om ’ledelse live-on’ med et højt tempo, krydrede præsentationer og mulighed for en sprød dialog.

Flemming Poulfelt slutter eftermiddagens program med 7 ledelsessentenser, der samtidig er en afrunding af en 45 årig karriere inden for ledelsesfeltet på CBS.

Afskedsreception
Efter konferencen vil der være en mulighed for at fortsætte drøftelserne samt tage afsked med Flemming  over et glas vin/vand samt lidt lækkert til ganen.
 
Konferencen finder sted:

Mandag d. 17. september 2018 klokken 15.00-17.00 i:
Danske Bank Auditorium (SP 2.01)
Copenhagen Business School
Solbjerg Plads 3
2000 Frederiksberg

Tilmelding: Alle er velkomne. Af hensyn til provianteringen tilmelding til Anje Schmidt inden d. 14.september på: as.mpp@cbs.dk.

The page was last edited by: Department of Business Humanities and Law // 07/04/2018