Kronik i Børsen: Steen Thomsen

Danmark er verdens lykkeligste selvfede land

11/20/2013

For nylig havde Danmark besøg af Jigme Thinley, tidligere statsminister i Bhutan – et lille kongedømme i Himalaya der er kendt for at bruge lykke og ikke blot økonomi som målestok for landets udvikling.

Man har konstrueret et Gross National Happiness Index som supplement og til dels som alternativ til nationalproduktet. Bruttonationallykke opgøres gennem ret omfattende interviewundersøgelser af befolkningen, der spørges om psykologisk velvære, helbred, menneskerettigheder, familierelationer med videre samt – ja – deres indkomst og formue.

Thinley gav også en forelæsning på CBS, hvor han startede med at sige, at det jo var vanskeligt at lære Danmark noget om lykke – for vi er jo verdens lykkeligste land ifølge FN's Global Happiness Report 2013. Tilhørerne lo, og Thinley undrede sig over hvorfor. Hans synspunkt var, at danskerne burde være stolte af, hvad de har opnået.

En af grundene til danskernes skepsis er måske beskedenhed. Vi er ikke meget for at prale, og vi ved godt, at der er mange ting, der kunne være bedre. Selv om der er mange gode ting at sige om Danmark, er der også en del dårlige, blandt andet er vi noget selvfede. Man kan undre sig over, om det er derfor, vi scorer så højt i lykkeundersøgelserne.

Vi kan lære af Bhutan

Spirituelt er Danmark vel nærmest et uland. Kirkerne står tomme, og det skyldes ikke en blomstrende interesse for buddhismen, men snarere for Vild med dans og reality-tv.

Danskerne er lykkelige i deres fjernsyn og parcelhuse. Man kan gå videre og spørge, om danskerne lever højt på værdier, der er skabt i fortiden og gradvis nedslides.

 

Uddrag fra kronik i "Børsen" den 20. november, 2013. Læs den fulde artikel her: http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/66401/artikel.html#ixzz2lAhwTIqA

The page was last edited by: Department of International Economics and Management // 12/17/2017