Finansiel Stabilitet har mistet 450.000 kunder
Finansiel Stabilitet har stadig kunder, som har været med lige fra starten for fem år siden. Nu er der 3.000 kunder tilbagae. 460.000 kunder er gået ind gennem filialdøren, men omkring de 457.000 kunder har allerede forladt den igen.
Henrik Bjerre-Nielsen, adm. direktør i statens oprydningsbank Finansiel Stabilitet, er modsat de fleste andre bankdirektører glad, hver eneste gang han kan slette en kundes cpr-nummer fra kunderegistret. "Ja, det er jo hele formålet. Og det er heldigvis gået godt med at få rigtig mange af kunderne direkte videre til andre banker", siger Henrik Bjerre-Nielsen, der tidligere var øverste chef i Finanstilsynet. Han har i alt fået 12 krakkede banker ind under sine vinger, den seneste var FIH Erhvervsbank i marts sidste år. Siden har sektoren selv formået at håndtere de krakkede banker, som da Jyske Bank overtog Sparekassen Lolland, og Sydbank overtog Tønder Bank.
Professor Caspar Rose roser Finansiel Stabilitets arbejde under finanskrisen. "Det er absolut godkendt". Og det har været meget positivt for det finansielle system i Danmark at have et organ til at rydde op efter et bankkrak,« siger Caspar Rose, professor ved Copenhagen Business School . Han er ikke i tvivl om, at banksektoren havde efterladt endnu mere snavs uden Finansiel Stabilitet. "Det havde betydet, at vi havde set flere krak og i øvrigt også flere ukontrollerede krak. Konsekvensen af dette havde været, at bankerne var blevet endnu mere tilbageholdne med at låne penge ud, fordi de var usikre på de negative følger for det hjemlige finansielle system", siger Caspar Rose. Han beklager, at nogle kunder er kommet i klemme hos Finansiel Stabilitet. "Det har givet problemer for nogle enkeltkunder, men det er desværre prisen for at minimere omkostningen for samfundsøkonomien", siger Caspar Rose.
Uddrag. Læs den fulde artikel i Jyllands-Posten 6. november 2013, erhverv & Økonomi, side 4