Tom Jacobsgaard er udnævnt til adjungeret professor

Direktør for både Bestyrelsesforeningen og CBS Bestyrelsesuddannelserne, Tom Jacobsgaard, er udnævnt til adjungeret professor ved CBS, ved Center for Corporate Governance. Tiltrædelsesforelæsningen afholdes i dag, den 8. november 2021 på CBS i Porcelænshaven.

Foto: Thomas Cato.

3_617x347px.jpg
11/08/2021

Foto: Thomas Cato

Det er en rutineret erhvervsleder med dyb indsigt i bestyrelsesarbejdet, der er udnævnt til adjungeret professor ved CBS. Tom Jacobsgaard har i Danmark været med til at stifte Bestyrelsesforeningen, og han er drivkraften bag CBS Bestyrelsesuddannelserne. Han har derigennem en god fornemmelse for behov i bestyrelser, siger forskningsdekanen ved CBS om udnævnelsen:

"Vi er meget glade for at kunne udnævne Tom Jacobsgaard til adjungeret professor ved CBS i bestyrelsesledelse. Han har gennem sit virke i Bestyrelsesforeningen og Bestyrelsesuddannelserne i snart et årti bidraget til en generel kompetenceudvikling af bestyrelsesarbejdet og udviklet en dyb indsigt i tendenser og behov i bestyrelser i Danmark og globalt," siger forskningsdekan Søren Hvidkjær og tilføjer:

"Vi ser frem til at trække på Jacobsgaards viden og sammen i endnu højere grad at bidrage til at transformere bestyrelsesarbejder."

Træet vokser

Tom Jacobsgaard var i 2013 med til at stifte Bestyrelsesforeningen sammen med CBS, erhvervsorganisationer og virksomheder. Foreningens formål er at arbejde for at udvikle bestyrelsesarbejdet i danske selskaber, organisationer og samfundet som helhed. Foreningen er i dag vokset til 900 medlemmer, heraf 59 virksomhedsmedlemmer.

Bestyrelsesforeningen slog i 2019 en vigtig tone an ved, med støtte fra Industriens Fond, at etablere Center for Cyberkompetencer. Formålet med centret er at styrke cyberkompetencer i bestyrelser og ledelser, og udvikle virksomheders cyber-governance og cyber-resilience, som et modsvar til nutidens trusselbillede.

Tom Jacobsgaard har sideløbende med sit virke i Bestyrelsesforeningen stået i spidsen for CBS Bestyrelsesuddannelserne, der er gået fra lidt over 200 deltagere i 2014 til 800+ deltagere i år, fordelt på 100 uddannelsesdage og 23 forskellige programmer.

Tiltrædelsesforelæsningen afholdes mandag den 8. november 2021 kl. 16-18 på CBS i Porcelænshaven. Her vil den nyudnævnte adjungeret professor forelæse om bestyrelsers ansvar, opgaver, udfordringer, dilemmaer og god praksis med afsæt i 3.000 undervisningssessioner og casediskussioner. Tom Jacobsgaard tiltræder ved Institut for Regnskab.

Du kan læse mere om Tom Jacobsgaard her

The page was last edited by: Department of Accounting // 11/08/2021