I ny podcast interviewer CBS nogle af verdens mest hæderkronede forskere

En podcast for dig som gerne vil forstå, præcis hvordan vores verden og samfund fungerer.

06/29/2022

I en ny podcastserie sætter CBS spot på fem CBS-æresdoktorer og stiller dem spørgsmålet: Hvad fortæller din forskning os om verden i dag?

”In honour of” er titlen på podcastserien, hvor vi møder nogle af verdens mest hæderkronede forskere. Hvad motiverer dem? Og hvad bliver det næste store spørgsmål, de vil forsøge at besvare?

Alle afsnittene er på engelsk.

Afsnit 1 og 2: Et interview med æresdoktor Shoshana Zuboff om, hvordan den digitale omstilling påvirker vores demokratier og institutioner

I første og andet afsnit interviewer journalist Bente Dalsgaard professor emerita ved Harvard Business School Shoshana Zuboff. Zuboff er en af verdens ledende sociologer indenfor sit felt. Hun er en hæderkronet forsker, intellektuel og debattør, som nyder global anerkendelse for at have stået i spidsen for og formet den kritiske debat om konsekvenserne af den digitale omstilling, som præsenteres i hendes bog ”The Age of Surveillance Capitalism”. I begge afsnit udfolder hun de mange farer og dilemmaer forbundet med den digitale omstillings indvirkning på vores demokratier og institutioner.

Afsnit 3: Et interview med æresdoktor James Tybout om, hvordan globaliseringen har påvirket erhvervslivet og arbejdere

I podcastens tredje afsnit møder vi James Tybout, økonomiprofessor ved Pennsylvania State Universitet. Tybout er en af de førende eksperter inden for international handel og globaliseringens indvirkning på arbejdere og firmaers trivsel. I dette afsnit taler James Tybout om, hvordan globaliseringen påvirker erhvervslivet og arbejdere. Han hævder, at prisen for globaliseringen ikke kan sammenfattes i en enkelt statistik, og alligevel har teknologien og automatiseringens fremgang indenfor handel skabt en polarisering på det globale arbejdsmarked mellem den faglærte og ufaglærte arbejdsstyrke.

Afsnit 4: Et interview med æresdoktor David Larcker om ændringerne i virksomhedsledelse

Seriens fjerde afsnit fokuserer på professor David Larcker, som er direktør for Corporate Governance Research Institute ved Stanford Universitet. I afsnittet undersøger Larcker kompensationskontrakter, samt hvordan organisationer måler på performance ,og hvordan man designer en yderst effektiv ledelse. Han har arbejdet indenfor feltet i de sidste 40 år, og han hævder, at den måde, virksomheder bliver ledet og kontrolleret på, er under forandring, og at det, der engang blev betragtet som en simpel bonusordning for ledere, nu er blevet yderst kompliceret og et polariserende samfundsproblem i forhold til lønkompensation og økonomisk ulighed.
 
Afsnit 5: Et interview med æresdoktor Colin Mayer om erhvervslivets sande natur

I det femte afsnit af ”In honour of” møder vi Colin Mayer, som er Peter Moores professor emeritus i ledelsesstudier på Saïd Business School ved Oxford Universitet. I dette afsnit diskuterer Mayer helt grundlæggende, hvorfor virksomheder eksisterer, og hvad vi som samfund kan bruge dem til. Han hævder, at formålet med erhvervslivet er at løse problemer og tjene penge, og at virksomheder helt reelt er nødt til at interessere sig for mennesker og verden omkring sig for at lykkes og vokse.

Afsnit 6: Et interview med æresdoktor Suprateek Sarker om digitalisering og konsekvenserne for individet, organisationerne og samfundet

I dette sjette afsnit møder vi professor Suprateek Sarker. Professor Suprateek Sarker er Rolls Royce Commonwealth Commerce professor i informationsteknologi på Virginia Universitets McIntire School of Commerce. Han forsker i informationssystemer med fokus på emner som dataledelse og virksomhedsintelligens og omstillingen af digitale organisationer. I løbet af afsnittet taler Sarker om de nye trends indenfor digitalisering, og hvordan de påvirker individer, organisationer og samfund.

Afsnit 7 (artikel): Æresdoktor Wanda Orlikowski om, hvordan digitale omstillinger skaber mærkbare forandringer i organisationer

Wanda Orlikowski er professor i informationsteknologi og organisationsstudier på MIT Sloan School of Management. I sin forskning undersøger hun teknologier på arbejdspladsen med et særligt fokus på, hvordan digital omstilling skaber mærkbare forandringer i organisering, koordinering og ansvarlighed. I øjeblikket undersøger hun sociomaterielle praksisser i digitalt arbejde. Wanda Orlikowski har brugt det mest af sit forskningsliv på at undersøge digitale fænomener, der forandrer organisationer og arbejdspraksis. Vi har talt med hende, om hvad der motiverer hende, hvad hendes forskning fortæller os om den verden, vi lever i, og om det næste store spørgsmål, hun vil søge at besvare.    

 

The page was last edited by: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 07/11/2023