Nyt hold om lederskab i skolen på MPG

Modulet ”Strategisk pædagogisk lederskab i skolen” bygger på en filosofi om, at den, der vil gøre en forskel, skal forstå sine omgivelser, skal vide, hvad der skaber resultater i skolen og skal forstå sig selv. Fra december 2018 har du igen mulighed for at følge modulet på MPG og tilmeldingen er netop åbnet.

03/09/2018

Nyt hold om lederskab i skolen på MPG

Enhver leder kan lære, hvad der skal til for at lede en organisation. At praktisere det er imidlertid noget helt andet (Bregman 2013). Barriererne for god ledelse ligger ikke så meget i manglende viden, men i nok så høj grad i manglende mod. Barriererne findes i lederens hoved (og mave), og hvis ikke man arbejder med det aspekt, kan man ikke skabe permanente ændringer i ledelsespraksis. Det er udgangspunktet for MPG-modulet ”Strategisk pædagogisk lederskab i skolen”, hvor tilmeldingen netop er åbnet. Modulet begynder i december 2018.

Modulet bygger på en filosofi om, at den, der vil gøre en forskel, skal forstå sine omgivelser, skal vide, hvad der skaber resultater i skolen og skal forstå sig selv. Modulet indledes med disse tre temaer, der tilsammen udgør grundforudsætningerne for et vellykket og effektivt strategisk pædagogisk lederskab, forklarer de to undervisere professor Poul Erik Mouritzen og adjungeret professor Jørgen Søndergaard. De har mange års erfaring med at undervise i ledelse og faglige læreprocesser og er nu eksterne lektorer på CBS.

Tilmelding

Modulet indgår som et valgfag på MPG, der løber over 13 måneder og udløser 15 ECTS point. Du kan allerede nu søge om optagelse til modulet med opstart i december 2018.

Ansøgningsskemaet er seperat for skoleledelsesmodulet, da resten af MPG's udbud for foråret 2019 først offentliggøres den 1. oktober 2018. Ansøgningsfristen er senest den 1. november 2018.

Læs modulets fagbeskrivelse og download ansøgningsskema her.

Hvad siger tidligere deltagere?

”På modulet kombineres relevant teori med cases og undersøgelser fra praksis samt ens egen faglige og personlige udvikling. Som studerende møder du desuden gæsteforelæsere fra både skoleverdenen, sportsverdenen og erhvervslivet. Undervisningens kvalitet er helt i top – det bedste vi nogensinde har været udsat for.”

”Som studerende bliver vi klogere på egen praksis - vi bliver skubbet ud af vores komfortzone, dels i gruppeopgaver, case-arbejdet og ved faglige teoretiske diskussioner i plenum. Samtidig får vi brugbare værktøjer/øjenåbnere, der direkte kan anvendes og skabe udvikling hjemme i vores egne organisationer. Med andre ord: Vi bruger det, vi undervises i! Spørgeskemaer/undersøgelser åbner "blinde pletter" både ved den enkelte leder, i ledelsesteamet og i organisationen som helhed.”

”Strategisk pædagogisk lederskab i skolen er som en rejse, hvor du ser nye muligheder og styrker, men også hvor du får øje på det, der er svært og hvad du skal gøre ved det!”

Sidst opdateret: Master of Public Governance // 23/10/2018