MPG Masterpris juni 2019

Nyheder

Ida Bryge Sørensen vinder sommerens MPG Masterpris med et original og udfordrende masterprojekt.

 
27/06/2019

Ida Bryge Sørensen, Centerchef i Guldborgsund Kommune, blev sommerens vinder af MPG Masterpris. Udvalget bestod denne gang af Adam Wolf, Direktør i Danske Regioner, og Sof Trane, Professor mso, Copenhagen Business School. Herunder kan du læse deres begrundelse for, hvorfor det netop blev Ida der løb med sejren foran de andre masterprojekter

Begrundelse

Ida Byrge Sørensen undersøger, hvordan arbejdet med målstyring skaber betingelser for tværgående samarbejde. Ida undersøger problemstillingen med brug af multiple social konstruktivistiske teorier og via et empirisk materiale bestående af observationer, fokusgruppe interviews, dokumentanalyse og aktionsforskning.

Afhandlingen er original idet den bruger originale metoder og tilgange. I afhandlingen forsøger Ida aktivt at påvirke den undersøgte organisation via en ”velfærdsøvelse”.  Denne brug af aktionsforskning er original, udfordrende, og bidrager til MPG’s ambition om at påvirke ledelse af offentlige organisationer. Afhandlingen er også original ved at bruge videomateriale i analysen. Afhandlingen gør desuden brug af multiple dataindsamlingsmetoder til at analysere problemstillingen.

Afhandlingens undersøgelse af tværgående samarbejde er generelt interessant for ledere af offentlige organisationer. Udfordringer med ”kassetænkning” er en klassisk problemstilling som er blevet forsøgt løst via ændrede budgetmodeller, effektbaserede målinger, sammenhængsreformer osv. Idas afhandling er et bidrag til den brede diskussion om hvordan offentlige organisationer kan skabe sammenhæng i ydelserne.


Mastervinder F19

Ida Bryge Sørensen med sin vejleder Christa Breum Amhøj, Ekstern Lektor, CBS
Foto: Amanda Hestehave

 

Sidst opdateret: Master of Public Governance // 27/06/2019