Alenemor på HD-studiet: “Bare spring ud i det”

Nyheder

Bekymringen for en tilværelse med både børn, job og et krævende studium afholder mange fra at realisere drømmen om at læse videre. Lenette er en af dem, der valgte at trodse advarslerne, selvom hun er alene med sin datter på ni år. Nu er hun snart færdig med HD 1. del online studiet, og hendes råd til andre, der har lysten, er: “Spring ud i det. Det kan sagtens lade sig gøre.”

 
02/04/2014

Af Camilla Glad

Lenette har igennem hele sin karriere været ansat inden for banksektoren og haft mange forskellige stillinger og er i dag chef for infrastruktur i Handelsbanken. Hun sidder i den danske ledelse, hvor det er atypisk ikke at have suppleret de bankfaglige uddannelser med HD. Hendes uddannelsesbaggrund er bankskolernes første og anden del. Af personlige årsager valgte hun at læse HD 1. del online studium.

- Da jeg startede med at læse HD 1. del, var det ikke ud fra en ambition om, at jeg skulle have et nyt job eller stige i graderne, men fordi jeg syntes, at jeg manglede noget metodik i mit job. Det har jeg i den grad fået opfyldt. Jeg glæder mig over mit HD-studium hver dag. De fag, jeg har taget på HD 1. del, har i høj grad været med til at understøtte mine faglige udfordringer, fortæller Lenette Kok Neesbye-Hansen.

Online studiet er perfekt, når man er alenemor og rejser Lenette valgte at læse HD 1. del online studium, fordi det er et fleksibelt studium. Lenette rejser i forbindelse med sit job og er alene med sin datter og har derfor ikke mulighed for at møde op fysisk til undervisningen.

- På online studiet har jeg selv mulighed for at planlægge min tid og se forelæsningerne online, når det passer mig samtidig med, at jeg kan være hjemme hos min datter. Jeg bruger 18-20 timer på studiet om ugen, så jeg kan prioritere at læse, når jeg har tid og lyst, fortæller Lenette.
 

Praktisk anvendeligt
HD-studiet har givet bonus for Lenette. I sin hverdag i banken har hun kunnet tage teorien fra studiet direkte med på job.

- Jeg har lige afsluttet faget erhvervsret. Det har givet mig et overblik over retssystemet, så jeg er blevet bedre i stand til at identificere juridiske problemstillinger. Det har været anvendeligt i forhold til en digital platform, jeg p.t. er med til at udvikle i min virksomhed, hvor jeg blandt andet har gjort brug af aftaleloven. Det har overrasket mig positivt, hvor meget jeg har kunnet bruge af det, jeg har lært på studiet, direkte i mit job, siger hun.
 

HD-studiet kommer i tredje række
En HD-uddannelse er et deltidsstudium, som skal have plads i kalenderen ved siden af et fuldtidsjob og familieliv. Derfor er det vigtigt, at man har interessen og prioriterer sin tid, hvis man spørger Lenette.

- Hvis man er typen, der igennem en længere periode har tænkt over at læse HD og man virkelig har lyst til det, så jeg vil jeg anbefale, at man springer ud i det. Det er vigtigt at prioritere balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Jeg prioriterer min datter højest, derefter mit job og så HD. Jeg tager hensyn i det omfang, jeg kan, men hvis en presset situation på jobbet falder sammen med en eksamen, er det mit arbejdsliv, jeg bliver nødt til at prioritere. Meget af studiet handler lige så meget om, at du kan håndtere den stress, som er forbundet med det. Det afspejler ens erhvervskarriere også. Så jeg tænker, at de fleste, der har læst en HD, ved, at de kan holde mange bolde i luften på samme tid, slutter Lenette.

Om Lenette Kok Neesbye-Hansen
Alder: 45 år
Uddannelse: Bankelev. Bankskolens første og anden del. Læser 4. semester af HD 1. del, online studium
Stilling: Chef for infrastruktur, Handelsbanken

Sidst opdateret: HD Markedsføring // 17/12/2017