CBS' Open Access-politik

CBS’ Open Access–politik blev reivderet i maj 2019, for at være i overensstemmelse med Danmarks Nationale Strategi for Open Access, samt med krav fra eksterne bevillingsgivere om Open Access.

CBS' Open Access-politik gælder for forskere og akademisk personale på CBS, som er involverede i at producere forskningspublikationer. Den gælder også for CBS som institution, og for administrativt personale som arbejder med Open Access.

For at undgå signifikante stigninger i publiceringsomkostninger fokuserer CBS på Grøn Open Access. CBS anerkender at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at betale for Open Access. Dette gælder især når Open Access-krav fra bevillingsgivere ikke kan realiseres gennem Grøn Open Access, fordi forlagene ikke tillader det.

CBS-forskere er forpligtet til følgende:

  • At gemme den accepterede version (efter peer-review, før forlagets layout) af deres forskningsartikler, med henblik på at gøre dem offentligt tilgængelige via CBS’ institutionelle repositorie.
  • At være opmærksomme på bevillingsgiveres Open Access-krav, og at følge disse.

CBS Bibliotek gør de accepterede versioner tilgængelige via CBS’ forskningsportal, og tilbyder hjælp og vejledning i forhold til Open Access, og hvordan forskerne kan leve op til kravene fra den nationale strategi, samt fra bevillingsgivere.

Danmarks Nationale Strategi for Open Access

Den nationale strategi (2018) har følgende vision og målsætning:

Vision: At skabe fri adgang for alle borgere, forskere og virksomheder til alle forskningsartikler fra danske forskningsinstitutioner finansieret af det offentlige og/eller af private fonde.

Målsætning: At der fra 2025 og frem er uhindret, digital adgang for alle til alle fagfællebedømte forskningsartikler fra danske forskningsinstitutioner - med maksimalt 12 måneders forsinkelse.

Implementeringen af strategien på de danske universiteter overvåges af Open Access-indikatoren.

OA-indikator

Sidst opdateret: CBS Library // 04/04/2024