Billedkunstens økonomi skal undersøges

Der er mangel på viden om billedkunstnernes levevilkår. I et nyt projekt skal CBS-forskere derfor undersøge billedkunsten som erhverv og de økonomiske forhold for kunstnerne.

11/01/2017

Trine Bille, lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Foto: Bjarke MacCarthy
Forsidefoto: Shutterstock


Hvordan er billedkunstnernes muligheder for en rimelig levestandard? Hvilken rolle spiller uddannelse, køn og alder for deres mulighed for at leve af kunsten? Hvordan er efterspørgslen på kunsten, hvem køber den, og hvilke nye salgskanaler benytter kunstnerne sig af? Det er nogle af de spørgsmål, et nyt forskningsprojekt søger svar på, og det sker med støtte fra Ny Carlsbergfondet, Bikubenfonden og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst.
Den nye viden om markedet, indtjening og entreprenørskab blandt danske billedkunstnere skal fungere som grundlag for at forstå vilkårene for den professionelle kunst og billedkunsten som erhverv.
 
Billedkunstens økonomiske vilkår er ikke blevet undersøgt i Danmark af forskere siden en undersøgelse i 1998, og der er sket meget siden, ikke mindst på grund af den stigende internationalisering af markedet. Der er derfor behov for at belyse og undersøge, hvordan forholdene ser ud i dag, siger Trine Bille, lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS, og en af forskerne bag den kommende undersøgelse:   
 
”De kreative erhverv som billedkunsten – men også f.eks. musik og litteratur – har nogle andre økonomiske betingelser end andre erhverv. Det er derfor interessant såvel fra et forskningsmæssigt som et politisk perspektiv at få disse vilkår bedre belyst. Både kulturstatistik og kulturøkonomisk forskning er et underprioriteret område i Danmark, så det er virkelig flot, at tre fonde er gået sammen om at finansiere dette projekt.”   
 
Projektet består af to dele:
 
I den ene del stilles blandt andet spørgsmålet: Hvor stort er markedet for salg af billedkunst af nulevende danske kunstnere i dag? Billedkunstnernes muligheder for at leve af kunsten er afhængig af efterspørgslen efter selve kunstværkerne. Den er dels bestemt af det private marked, det vil sige private borgeres og virksomheders efterspørgsel, og dels af det offentliges efterspørgsel samt den offentlige regulering af markedet. Omfanget af hele efterspørgslen er bestemt af en række faktorer, politikker og incitamenter, som kan påvirkes på flere forskellige måder. Undersøgelsen vil belyse størrelsen og udviklingen på forskellige dele af markedet.
 
Hvordan er billedkunstnernes økonomiske levevilkår i Danmark? Undersøgelsens anden del vil se på, hvor meget forskellige typer af billedkunstnere tjener - her differentieres bl.a. på uddannelse, alder og køn. Desuden undersøges det, hvordan indtægterne fordeler sig mellem aktiviteter, der er knyttet til billedkunstgerningen. Herunder for eksempel arbejdet med kunstneriske processer, som ikke er relateret til salg af værker, arbejde, der ikke kan forbindes med billedkunstgerningen, samt andre indtægter som for eksempel overførselsindkomster. Og det undersøges, hvilke typer af købere billedkunstnernes indtægter stammer fra, samt hvilke salgskanaler billedkunstnerne benytter sig af.
 
Kontorchef Anette Østerby, Slots- og Kulturstyrelsen, siger om projektet: ”Det er helt fantastisk, at vi sammen med to private fonde har fået sat denne undersøgelse i gang. Vi mangler i høj grad viden og dokumentation på billedkunstområdet.”
 
Hun bakkes op af direktør for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt: ”Rapporten fra 1998 gav et solidt vidensgrundlag for loven om billedkunst, der blev vedtaget i 2003. Vi har et betydeligt behov for en opdateret viden om billedkunstens vilkår i dag.”  
 
Direktør i Bikubenfonden, Søren Kaare-Andersen, peger også på projektets muligheder: ”Vi er meget optaget af at støtte bl.a. talentudvikling på det billedkunstneriske felt, og denne undersøgelse vil kunne give ny viden om billedkunstnernes økonomiske levevilkår.”  
 
Undersøgelsen løber frem til sommeren 2018, hvor resultaterne vil blive offentliggjort. Trine Bille har fået 1,5 mio. kroner til projektet.

Læs her et interview med Trine Bille om undersøgelsen i Kristeligt Dagblad.
 

Yderligere oplysninger:
Trine Bille, lektor, ph.d., Copenhagen Business School, og projektleder på undersøgelsen: tbi.mpp@cbs.dk, telefon 38152548
 
Karsten Ohrt og Tom Hermansen, Ny Carlsbergfondet, th@ncf.dk, telefon 24813185
 
Søren Kaare-Andersen, Bikubenfonden, kontakt: Iben Haugaard, ih@bikubenfonden.dk, telefon 26220926
 
Anette Østerby, Slots- og Kulturstyrelsen, aoe@slks.dk, telefon 33744550
 
Gitte Ørskou, Statens Kunstfond, goe@kunsten.dk, telefon 31994101

 

Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017