Finanstidsskrift får CBS-professor ved roret

Professor i finansiering ved CBS Ken L. Bechmann overtager redaktørposten på tidskriftet Finans/Invest. Han har ambitioner om gøre tidskriftet endnu mere synligt i den offentlige debat.

06/12/2013

Af  Matilde Hørmand-Pallesen

CBS har fået æren af at føre det over 40 år gamle tidskrift Finans/Invest redaktionelt videre. Professor ved Institut for Finansiering Ken L. Bechmann er udpeget til at være den nye redaktør.

Professoren har været en flittig skribent for tidskriftet. Men fra næste udgave pr. 1 januar 2014 påtager han sig redaktør-rollen.

- Jeg ser frem til at føre det gode solide arbejde videre. Artiklerne i Finans/Invest bliver citeret flittigt i undervisningssammenhænge og senest i Rangvid-rapporten. Der er stort behov for at formidle dybe og nuancerede diskussioner om samfundsmæssige problemstillinger inden for finansverdenen, siger Ken L. Bechmann.

En formidler med ambitioner
43-årige Ken L. Bechmann lægger en ære i at formidle forskning. I 2008 blev han belønnet for sine særlige formidlingsevner med prisen ”FUHU formidlingspris” og i 2012 modtog han ”CBS Undervisningspris”.

Som redaktør for Finans/Invest vil han fortsætte i samme redaktionelle linje med få justeringer.

- Finanskrisen har fyldt meget, men fremadrettet vil andre temaer få plads i tidsskriftet. Kvaliteten af Finans/Invest er, at der er plads til at formidle detaljer - det har dagspressen ikke altid. Med solidt gennemarbejdede, videnskabelige tekster kan vi rette lyset mod problematiske forhold – og potentielt være dagsordensættende, siger Ken L. Bechmann.

Tidsskrift bevarer uafhængighed
Den nuværende ejer og redaktør er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Anders Grosen. Med hans afgang får tidsskriftet også en ny ejer, nemlig Den Danske Finansanalytikerforening.

Aftalen med Institut for Finansiering ved CBS sikrer dermed, at redaktionen er forankret i et akademisk miljø og at tidskriftet bevarer sin uafhængighed.

Om Finans/Invest
Finans/Invest formidler fakta og analyser om investering og finansiering.
Tidskriftets målgruppe er finansielle analytikere, investeringsrådgivere, finansielle beslutningstagere og myndigheder. Tidsskriftet er på den såkaldte autoritetsliste, som Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser udarbejder.

Sidst opdateret: Communications // 02/09/2020