Direktør i Nykredit Bank bliver adjungeret professor

Institut for Finansiering ved CBS udnævner direktør i Nykredit Bank Jesper Berg til adjungeret professor i finansiering.

13/04/2015

Endnu en fremtrædende person i banksektoren tilknyttes som adjungeret professor på CBS. Senest blev Danske Banks bestyrelsesformand tilknyttet Center for Corporate Governance, og nu udnævnes direktør i Nykredit Bank A/S Jesper Berg som adjungeret professor i finansiering.

Bankdirektøren har tidligere haft chefstillinger i Nationalbanken og Den Europæiske Centralbank (ECB), og har været ansat i den Internationale Valutafond (IMF) i Washington DC.

Institutleder på Institut for Finansiering Søren Hvidkjær ser frem til Jesper Bergs bidrag til instituttets forsknings- og uddannelsesaktiviteter.

- Jesper Berg har en dyb forståelse for det finansielle og monetære system, og deltager aktivt i både den offentlige og akademiske debat om finansielle spørgsmål. Efter finanskrisen skrev han sammen med Morten Bech bogen ”Finansernes fald”, der indsigtsfuldt analyserede og beskrev den finansielle krise, siger professor Søren Hvidkjær.

Den 28. august 2015 afholder Jesper Berg sin tiltrædelsesforelæsning, hvorefter han formelt set vil blive udnævnt adjungeret professor for en femårig periode. Der er offentlig adgang til forelæsningen, og programmet vil blive annonceret.

For yderligere oplysninger kontakt professor Søren Hvidkjær på sh.fi@cbs.dk eller telefon 3815 3533.
 

Sidst opdateret: Communications // 17/12/2017