Lauritz.com vinder markedsføringspris

Nyheder

Årets markedsføringspris fra HBH Fonden og CBS går til Lauritz.com. Ny “Troubleshooter Prize” inviterer studerende til at løse forretningsudfordringer for Lauritz.com.

21/11/2013

Af Sanni Brandt
HBH Fonden uddeler hvert år i samarbejde med CBS en markedsføringspris på op til 100.000 kr. til en virksomhed, “som i sin markedsføring af et produkt eller en idé har gjort sig særligt bemærket via en gennemtænkt analyse og kreativ strategi”. Bag prisen står Henrik Bødtcher-Hansen, som kort tid efter 2. verdenskrig etablerede H. Bødtcher- Hansen A/S, der gjorde navnet HBH kendt for salg af el-artikler.

Vinderen i 2014 er Lauritz.com, som modtog prisen torsdag d. 14. november i Ovnhallen på CBS. Om motivationen for at tildele netop Lauritz.com prisen sagde Mogens Bjerre fra Institut for Afsætning:

- Vi har valgt at give HBH prisen 2013 til en virksomhed med en vision om at transformere sin branche på globalt plan … Virksomhedens mål er at etablere et alternativ til detailbranchen, gallerier og markedet for luksusvarer og virksomheden opfylder dermed kriterierne for at modtage HBH prisen, sagde Mogens Bjerre ved pris overrækkelse.

Ny pris til studerende
Fra i år har CBS og HBH udvidet samarbejdet og har introduceret Troubleshooter Prize, som gives til én eller flere studerende på CBS for en fremragende kandidatafhandling, der skrives i dialog med sidste års modtager af HBH Prisen. I 2014 uddeles Troubleshooter Prize på til 50.000 kr. til den eller de studerende, der har skrevet den bedste kandidatafhandling. Unikt for 2014 er, at Lauritz.com har doneret 50.000 kr. af deres HBH markedsføringspris på 100.000 kr., således at der næste år kåres to vindere af Troubleshooter prisen, som hver honoreres med 50.000 kr.

Ved kåringen af Lauritz.com som vinder af årets HBH Pris, annoncerede Lauritz.com en række forretningsspørgsmål for tilhørerne i salen. På den baggrund vil CBS-studerende, der skal skrive kandidatafhandling, tage udgangspunkt i Lauritz.com’s situation og spørgsmål og ved prisuddelingen til næste år vil én eller flere af dem modtage Troubleshooter Prize.

For mere information, kontakt venligst Liselotte S. Jessen fra CBS Ledelsessekretariat på mail lsj.research@cbs.dk.

Sidst opdateret: Communications // 21/11/2013