Uddannelse med plads til fritid vinder frem

En masteruddannelse betyder ikke længere automatisk to år på skolebænken.

17/09/2007

En masteruddannelse betyder ikke længere automatisk to år på skolebænken. Korte etårige uddannelser og fleksible seksårige uddannelser udfordrer den klassiske master.

På Copenhagen Business School (CBS) mærker direktør for CBS Executive Claus Valentiner tydeligt tendensen.

»Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden vil se flere fleksible masteruddannelser. Det oplever vi i stigende grad som et krav fra de studerende,« lyder vurderingen fra Claus Valentiner.

Interessen for fleksibilitet stiger

Han peger på, at der allerede i dag er flere fleksible masteruddannelser på markedet, og at interessen for disse uddannelser er støt stigende. På CBS er der stor interesse for de såkaldte »EC-moduler« – Executive Certificate in Business Administration og Executive Certificate in Leadership & Business Essentials. Kurserne er halvårlige moduler, som den studerende kan tage, når det passer ind i kalenderen. Når de to moduler er afsluttede, kan den studerende hoppe direkte ind på andendelen af den klassiske toårige Executive MBA.

Kvinder søger fleksibel MBA

Samtidig viser holdsammensætningen fra det første hold på den fleksible MBA, at kvinderne tiltrækkes af fleksibiliteten. Hvor kun en femtedel af de studerende på den klassiske Executive MBA i Århus er kvinder, er hver tredje på den fleksible MBA kvinde.

Den tendens slår også igennem på CBS, hvor den etårige fuldtids MBA samtidig er et hit hos kvinderne. Her er hele 40 pct. kvinder.

Direktør for CBS Executive Claus Valentiner er ikke i tvivl om, at fleksibilitet for alvor vil vinde indpas de kommende år, men han peger på, at der også kan være ulemper ved den øgede fleksibilitet.

Netværket er svagere

»Øget fleksibilitet gør det sværere for os at sikre progression i læringen, og samtidig vil de studerende på de fleksible uddannelser ikke opbygge et lige så stærkt netværk, som de gør gennem den klassiske master,« siger Claus Valentiner.

Eva Kirstine Brünnich og Anne Klejsgård Hansen, Børsen Master, 7. september 2007, s. 2

Sidst opdateret: Communications // 19/09/2007