Offentlige topledere i clinch med det helt tunge skyts

Samarbejde mellem University of Pennsylvania og CBS

22/05/2007

Som inspiration til at udfylde det nytegnede Danmarkskort drager en række offentlige topledere i efteråret til USA for at mødes med de hotteste professorer, tidligere præsidentrådgivere, og andre politiske eksperter.

I samarbejde med University of Pennsylvania arrangerer Copenhagen Business School til efteråret en studie- og inspirationstur til Philadelphia hvor man har samlet nogle af de absolut tungeste navne indenfor offentlig ledelse (heriblandt Elaine Kamarck fra Harvard, tidligere toprådgiver for ex-vicepræsident Al Gore) til at give et velkomment internationalt perspektiv på de strategiske udfordringer, som den øverste ledelse i kommuner, regioner og øvrige offentlige forvaltninger står over for.

- Globale udfordringer, performancekrav, innovationsstrategier, strukturreform m.v. er ikke alene et dansk fænomen, men et aktuelt vilkår, der går på tværs af ikke blot kommunegrænser, men også landegrænser, siger en af turens tilrettelæggere professor Carsten Greve, CBS.

- Programmet er tænkt som et tilbud til at udmønte de krav og ønsker om udvikling af toplederne, som er udtrykt bl.a i Forum for Offentlig Topledelse. Og han fortsætter; – følger man med i diskussionerne, herunder i dagspressen, så er tiden absolut moden til konkrete initiativer for kompetenceudvikling af offentlige topledere

De globale udviklingstendenser i den offentlige sektor, kravene til strategi og innovation samt
public governance perspektiver som performance, kommunikation og digitalisering er de problemstillinger, som udviklingsforløbet skal sætte fokus på.

Med professor Ove K. Pedersen og professor Carsten Greve fra CBS samt den navnkundige professor Donald F. Kettl fra University of Pennsylvania som gennemgående sparringspartnere vil deltagerne løbende blive lagt op til refleksion og perspektiv i forhold til danske problemstillinger.

Primære kontakter

Professor Carsten Greve, CBS. Tlf.: 3815 3598 (mobil: 2465 6882) mail:cg.cbp@cbs.dk

Direktør Peter Stolt, Handelshøjskolens Efteruddannelsescenter. Tlf. 4041 4039, mail: ps.hhe@cbs.dk

Sidst opdateret: Communications // 22/05/2007