Internationale studerende vil læse på CBS

- Rekordoptag på kandidatuddannelserne skyldes primært studerende fra andre EU-lande

01/07/2009

Rekordoptag skyldes primært studerende fra andre EU-lande

Cirka 3.000 ansøgere får i disse dage brev om, at de er optaget på en kandidatuddannelse på CBS. Sekretariatsleder for Admissions Office Anne Mette Hou fortæller, at det er cirka 500 flere end sidste år.

- Vi har haft en stigning på knap 40 % i antallet af 1. prioritetsansøgninger, og det er hovedsageligt studerende fra andre EU-lande, der står for stigningen, siger Anne Mette Hou.

En del af forklaringen er sandsynligvis, at CBS’ brand er blevet styrket i udlandet. Anne Mette Hou forklarer desuden, at en stor del af ansøgerne selv har været udvekslingsstuderende på CBS eller kender nogle, der har.

- Vores indtryk er, at det er undervisningsformen og den direkte kontakt mellem underviser og studerende, der får dem til at søge tilbage til CBS, siger hun.

Kamp om pladserne på eliteuddannelse

Der er frit optag på langt de fleste kandidatuddannelser, hvilket betyder, at alle ansøgerne, der opfylder adgangskravene, bliver optaget.

På cand.merc. er man dog ikke garanteret optag på en bestemt linje, og har man søgt linjen Finance & Strategic Management, er der stor kamp om pladserne mellem de kvalificerede ansøgere.

En af de få kandidatuddannelser med adgangsbegrænsning er den nye eliteuddannelse Elite MSc in Advanced Economics and Finance. Her var der 149 ansøgere om 25 studiepladser.

Nye undervisningsformer kan bidrage til at løse lokalepres

De ekstra studerende giver en række udfordringer, og der bliver blandt andet arbejdet på at få udnyttet undervisningslokalerne optimalt.

- Udvidet undervisningstid og udnyttelse af alle vore lokaler er nogle af de tiltag, der skal være med til at løse udfordringerne. Vi kommer til at mærke det største lokalepres på storholdsundervisningen, og derfor har de faglige miljøer også brugt anledning til at overveje, om pædagogikken og tilrettelæggelsen af undervisning kan se anderledes ud. Nogle fag vil måske endda have en fordel i f.eks. at ændre kombinationen af storholdsundervisningen og øvelseshold, siger studieadministrativ chef Rie Snekkerup.

Samtidig er helt nyt system med til at gøre optagelsesprocessen lettere for de mange nye studerende, da en stor del af registreringen nu sker elektronisk.

Her er stigningen størst

Den øgede søgning fordeler sig på næsten på alle kandidatuddannelser. Blandt cand.merc.-linjerne er den mest markant på de studieretninger, der rummer de erhvervsøkonomiske kernefag. Højdespringeren er kombinationsuddannelsen MSc in International Business and Politics, hvor knap 75 % flere har søgt ind.

Sidst opdateret: Communications // 08/07/2009