Flere ansøgere presser kvotienterne op

- Nye uddannelser er kommet godt fra start

30/07/2009

Nye uddannelser er kommet godt fra start

Rekordmange ansøgere samt Videnskabsministeriets opfordring til de unge om at komme hurtigere i gang med en videregående uddannelse har hævet årets adgangskvotienter på stort set alle bacheloruddannelser ved CBS.

Flere unge vil hurtigere i gang

Fra 2009 kan ansøgere ifølge Videnskabsministeriet gange karakteren på deres eksamensbevis med 1,08, hvis de søger om optagelse senest to år efter, de har afsluttet den adgangsgivende eksamen.

- Det har været med til at få kvotienterne til at stige. Dels fordi en stor del af ansøgerne nu kan søge med et højere karaktergennemsnit end ellers, og dels fordi flere unge end tidligere vil hurtigt i gang med en uddannelse, siger studiechef Annette Juhl Hansen.

BSc in International Business og BSc in International Business and Politics er traditionelt set nogle af de mest populære uddannelser, og adgangskvotienterne er steget til henholdsvis 10,9 og 10,3. Sidste år lå de på 10,1 og 9,3.

- Vi har stor forståelse for, at der i år er en del ansøgere, der bliver skuffede, når de åbner dagens post. Har man eksempelvis taget udgangspunkt i sidste års adgangskvotienter og følt sig sikker på optagelse på BSc in International Business med et snit på 10,6, bliver man desværre skuffet, siger studiechef Annette Juhl Hansen.

Ikke ressourcer til flere studerende

Antallet af årets studiepladser bliver fastlagt længe inden ansøgningerne bliver modtaget, og derfor kan antallet af optagne ikke justeres i forhold til antallet af ansøgere.

- Det er ærgerligt, at vi må sige nej til så mange studerende, men det er også et spørgsmål om ressourcer. Vi har simpelthen hverken lokaler eller undervisningsressourcer til at skabe et godt studiemiljø for flere studerende, siger Annette Juhl Hansen.

Nye uddannelser godt fra start

Hun glæder sig over, at den nye engelsksprogede bachelorgrad i Business Administration and Sociology og den nye BA i Interkulturel Markedskommunikation, hvor de studerende kombinerer et fremmedsprog med marketing og kommunikation, er kommet godt fra start med flotte ansøgertal. Adgangskvotienterne er endt på henholdsvis 9,1 og 7,7.

CBS har ingen ledige studiepladser.

Sidst opdateret: Communications // 29/07/2010