Bliv cand.soc. i politisk kommunikation og ledelse

Ny uddannelse skaber kandidater med evne til at arbejde på tværs af de forskellige sektorer i Danmark

14/03/2005

Unik uddannelse i Politisk Kommunikation & Ledelse

Man kunne vel egentlig kalde det god timing, da Helge Sander den 28. februar 2005 udsendte pressemeddelelsen ”Sander kræver nytænkning på Humaniora” med budskabet om, at universiteterne i Danmark har svigtet de humanistiske kandidater og deres overgang til arbejdsmarkedet. CBS lancerer nemlig i disse dage en splinterny kandidatuddannelse i

Politisk Kommunikation og Ledelse, der kobler samfundsvidenskabelige og humanistiske discipliner sammen. Målet er at udvikle og producere kandidater, der med et stærkt ledelsesmæssigt perspektiv imødekommer de ændringer strukturreformen bl.a. forårsager i den offentlige sektor og dens grænseflader. Fremtidens medarbejder er nemlig ikke specialist i detaljen – men ekspert i at arbejde på tværs af de traditionelle faggrænser for offentlige, private og frivillige organisationer.

Proaktiv uddannelse uddanner kandidater med evne til at arbejde på tværs og holde hovedet koldt i gråzonerne mellem de forskellige sektorer i Danmark

”Uddannelsessystemet har hidtil været præget af sektoropdeling. Forvaltningsuddannelserne retter sig mod den offentlige forvaltning, de erhvervsøkonomiske uddannelser mod den private sektor. Denne hér uddannelse retter i stedet sit blik mod de ledelsesudfordringer, der findes i gråzonerne og grænseflader mellem de forskellige typer af sektorer og organisationer – og det er der ingen anden uddannelse i Danmark, der gør. CBS’ forskning viser med al tydelighed, at der er mange udfordringer, barrierer og forandringer at håndtere i forbindelse med strukturreformen – og denne kandidatuddannelse er et proaktivt svar på disse behov”, siger hovedmanden bag udviklingen af uddannelsen, professor Niels Åkerstrøm.

Mere ledelse ind i velfærdssamfundet

Uddannelsen, der ønsker at bringe mere ledelse ind i velfærdssamfundet og mere samfund ind i ledelsen, er bygget op omkring tre grundkategorier: Politik, Kommunikation og Ledelse. Målgruppen er ikke kun erhvervsøkonomiske bachelorer fra CBS, men også studerende fra de andre universiteter i Danmark inden for områder som kommunikation, medievidenskab, sociologi, litteratur, retorik, sundhedsvidenskab og psykologi.

”Jo. Det er helt klart en invitation til tidens humaniora-studerende om at få en anvendelsesorienteret og proaktiv uddannelse. En uddannelse, der kobler de humanistiske discipliner til ledelse i dag – og bl.a. derfor kan man se, at vores Advisory Board er bredt sammensat af højtkvalificerede ledere og erhvervsfolk fra både store private virksomheder, offentlige myndigheder, private erhvervsorganisationer og kulturinstitutioner. Uddannelsen er længe ventet blandt erhvervslivet – og vi glæder os til at gå i gang med arbejdet til september”, smiler Niels Åkerstrøm.

Sidst opdateret: Communications // 20/05/2005