Vinderne af CBS' impact-pris styrer digitaliseringen mod positive samfundsforandringer

CBS-forskere skal være drivkraften bag en positiv samfundsforandring. Det skal en ny pris, DSEB Societal Impact Award, støtte op om.

21/01/2025

Hvert år uddeler CBS i samarbejde med Danish Society for Education and Business (DSEB) en række priser, der anerkender både forskere, studerende og administrative medarbejdere for deres præstationer. I år blev der, for første gang, introduceret en pris til forskere, hvis arbejde har gjort en konkret og positiv forskel for samfundet. 

”At modtage DSEB Societal Impact Award 2024 betyder meget, da det anerkender min indsats for at formidle forskning og rådgive ministerier, der støtter unges digitale læring.” 
Sådan siger Sine Zambach, der er adjunkt ved Institut for Digitalisering ved CBS og en af modtagerne af den nye pris.

Sine Zambach deler prisen med Rony Medaglia, professor MSO ved samme institut, der også blev anerkendt for sin forskning i digitalisering af den offentlige sektor. Hans arbejde har haft stor indflydelse på EU-lovgivning.

Gymnasieelever skal lære at ydnytte AI til at lære mere 

”Årets vindere har ikke blot bidraget til at øge forståelsen af digitaliseringens indflydelse, men skabt løsninger, der gør vores samfund bedre. Deres forskning er med til at sikre, at vi ikke bare følger den digitale udvikling, men også tager aktiv del i at styre dens kurs mod positive og meningsfulde forandringer,” lød begrundelsen fra udvalget.

Sine Zambachs forskning fokuserer på at forbedre undervisning og læring hos elever og studerende. Hun har arbejdet tæt sammen med andre universiteteter som DTU, KU og ITU for at fremme brugen af teknologi i uddannelsessystemet, og så har hun for nylig udgivet bogen ’AI i gymnasiet’, der introducerer og udforsker anvendelsen af kunstig intelligens i danske gymnasier. Bogen er en praktisk guide til, hvordan AI blandt andet kan anvendes i fag som dansk, matematik, filosofi, engelsk og billedkunst.

”Jeg håber, at min bog kan være med til at flytte fokus fra snyd og i stedet åbne op for mulighederne for læringsstøtte. Mange unge jonglerer både skole og fritidsaktiviteter, og her kan AI, som ChatGPT, blive et værdifuldt værktøj, hvis det bruges korrekt. Men det kræver, at de unge lærer at anvende teknologien på en fornuftig måde. Ellers risikerer vi at skabe en social kløft, hvor nogle kun bruger teknologien til snyd, mens andre udnytter dens læringspotentiale,” siger Sine Zambach.

Forskning blev til EU-lovgivning

Rony Medaglias forskning fokuserer på digitalisering af den offentlige sektor, herunder offentlige tjenester og borgerinddragelse. Han undersøger, hvordan teknologier som kunstig intelligens, sociale medier og blockchain kan transformere regeringsarbejdet og styrke samarbejdet mellem offentlige og private aktører.

Hans arbejde har blandt andet resulteret i rapporter, der har influeret EU-lovgivning. Rony Medaglia har ledet workshops med embedsmænd fra 23 EU-lande og har været med til at udvikle en europæisk masteruddannelse i kunstig intelligens for offentlig administration. Derudover har han bidraget til en håndbog udgivet af Europakommissionen, som giver praktiske anbefalinger til, hvordan offentlige myndigheder kan implementere AI effektivt og etisk.

For Rony Medaglia har en stor del af arbejdet handlet om at omsætte akademisk viden til konkrete politiske tiltag, som offentlige ansatte kan bruge. Ifølge ham kræver det, at man forstår og tilpasser sig nye kontekster.

“På samme måde som når man oversætter en tekst fra ét sprog til et andet, opnår man de bedste resultater ved at fordybe sig så meget som muligt i det nye ’sprog’,” forklarer han og fortsætter:

“Jeg har gjort en aktiv indsats for at finde muligheder for at lytte til politikere, embedsmænd og andre praktikere uden for universitetsverdenen. Disse muligheder er ofte opstået, mens jeg indsamlede data til forskningsprojekter gennem årene. Arbejdet med forskningsprojekter om videnskabspolitik for offentlige institutioner, såsom Europa-Kommissionen og FN, har også givet mig unikke muligheder for at gøre dette.” 

Forskning i digitalisering har bred indflydelse

De to prismodtagere er begge ansat ved Institut for Digitalisering på CBS, og viser på den måde bredden inden for digitaliseringsforskning. Sine Zambachs arbejde fokuserer på uddannelsessektoren og unge, mens Rony Medaglia arbejder med politiske beslutningstagere og offentlige institutioner.

"Prisen afspejler den enorme spændvidde i vores forskning på Institut for Digitalisering. Den viser, hvordan digitalisering kan skabe værdi på tværs af samfundet, og hvordan forskning på området både kan gøre en mærkbar forskel for enkeltindivider og styrke beslutningstagere i at navigere i den digitale fremtid," siger institutleder Helle Zinner Henriksen.

De seneste år har CBS haft et stort fokus på, at universitetets forskning skal have en positiv indvirkning på samfundet. Ifølge Sine Zambach og Rony Medaglia er der mange forskellige veje til at opnå dette mål.

"Man skal få skrevet klummer i relevante medier og komme ud og holde foredrag. Det har været en stor hjælp for mig at skrive for Version2 og Videnskab.dk, da det har åbnet døre til nye samarbejder og idéer. Derudover er det vigtigt at lære af mere erfarne kolleger. Jeg har selv fået støtte fra forskere, der har hjulpet mig med at få nye perspektiver og inspiration til videre forskning og samfundsindflydelse," fortæller Sine Zambach. 

Ifølge Rony Medaglia findes der ikke en universel opskrift på at skabe samfundsmæssig effekt. Men der er nogle erfaringer, han selv har gjort sig. 

“Ud over at tage en engageret forskningspraksis til sig, vil jeg generelt anbefale at bevæge sig uden for sin egen komfortzone som forsker. For mig har det blandt andet betydet at deltage regelmæssigt i ikke-akademiske begivenheder som Digital Tech Summit og formidlingsinitiativer som Dansk Naturvidenskabsfestival. Det har også inkluderet at opbygge et netværk af praktikere over tid, også længe efter jeg har interviewet dem til min forskning, og endda at tage direkte kontakt til journalister for at vække interesse for min forskning blandt offentligheden,” siger Rony Medaglia  og afslutter:

“Meget af den forskning, der udføres på CBS, har allerede stort akademisk potentiale. Jeg mener, at CBS gør det rigtige ved at fremme forskningsindsatser, der også skaber samfundsmæssig værdi”.

Prisen blev overrakt til de to forskere ved CBS' nytårsreception den 16. Januar 2025.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 21/01/2025