Forskning som forandrer

I denne serie kan du få et lille indblik i, hvad forskerne på CBS arbejder med, og hvilken relevans deres resultater har for virksomheder, organisationer og vores samfund. Vi har stillet fem spørgsmål til Jette Sandager, ph.d.-stipendiat på CBS:

22/03/2022

Jette Sandager

Tekniske fag søger kvindelige input

Kvinder bør være med til at bestemme og udvikle fremtidens teknologi. Og bidrage med nye måder at tænke på. Det er nogle af argumenterne for at skabe en mere ligelig kønsfordeling blandt ingeniører, it-programmører og øvrige tekniske og naturvidenskabelige brancher. I sin ph.d.-afhandling undersøger Jette Sandager fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, hvad der styrer pigers uddannelsesvalg. Hun har særligt fokus på de såkaldte STEM-uddannelser, som er en forkortelse for Science, Technology, Engineering og Mathematics

Hvad har fået dig til at arbejde med netop dette forskningsprojekt?

Mit felt – piger i STEM – er et felt, hvor der sker rigtig meget i øjeblikket, og hvor alverdens aktører spiller sig selv på banen for at få flere piger til at engagere sig i STEM. Det gør, at jeg kan få lov til at arbejde med alt lige fra køn, glitter, Barbie, tid, magt og følelser til organisering og ledelse


Hvad håber du at finde ud af – og har du endnu nogle konklusioner?

Jeg håber at finde ud af, hvordan vi bedst kan støtte flere piger i at forfølge en fremtid i STEM. Min forskning peger i retning af, at mange piger faktisk har en STEM-interesse, men ofte kommer vi – med de bedste intentioner – til at præsentere dem for et STEM-felt, som de kan have svært ved at genkende sig selv i. Så vi skal anlægge nye strategier, hvis vi gerne vil støtte flere piger i at forfølge deres STEM-drømme.


Er der noget, som har overrasket dig undervejs i dit projekt?

Hvor vildt et felt piger i STEM er! Alle lige fra Obama til offentlige uddannelsesinstitutioner, til FN, til private tech-virksomheder vil gerne være en del af feltet, og det skaber et dynamisk, nærmest ustyrligt felt med meget høj aktivitet – og mange interessante ting for en organisations- og ledelsesforsker at dykke ned i.


Hvem er din viden relevant for?   

Da min forskning kigger på både uddannelsespraksis, public policy og private virksomheder, så vil den forhåbentlig præsentere findings, der kan informere et bredt felt af forskellige aktører om, hvordan de kan arbejde mere konstruktivt med at motivere flere piger til at engagere sig i STEM.


Hvilke konsekvenser har din forskning hidtil haft?

Fordi mange har en interesse i piger i STEM, har jeg fået lov at dele min forskning i forskellige fagblade, ligesom jeg har bidraget til en offentlig udstilling om piger i STEM. I april skal min kollega, Justine Grønbæk Pors, og jeg bl.a. præsentere flere findings fra et større forskningsprojekt til en gruppe praktikere. Lige nu har jeg travlt med min ph.d.-deadline i slutningen af marts, men jeg glæder mig til at komme ud og dele projektet på den anden side.


Læs mere om Jette Sandagers forskning
 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 11/07/2023