CBS-projekt sætter fokus på SMV'ers forurening: "Vi ved alt for lidt"

Selvom små og mellemstore virksomheder står for en stor del af affaldsproduktionen, ved vi meget lidt om deres miljøpåvirkning. Et nyt forskningsprojekt vil undersøge, hvordan disse virksomheder håndterer affald, og hvordan aktørerne i virksomheden påvirker affaldsstrategierne. Målet er at fremme bæredygtige praksisser og den grønne omstilling.

12/02/2025

SMV'er

Mens store virksomheder ofte står for skud, når det handler om udledning af drivhusgasser og ressourceforbrug, går en vigtig gruppe ofte under radaren, nemlig de små og mellemstore virksomheder (SMV’er).

Vi ved meget lidt om, hvorfor der er forskel på små og mellemstore virksomheders miljøpåvirkning, og det er et kæmpe problem

Kasper Flyger Regenburg, postdoc, CBS

Det skal et nyt forskningsprojekt med titlen ‘Corporate Waste Governance’ nu lave om på. Projeket er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond med 3,2 millioner kroner, og en af forskerne bag er postdoc ved CBS Kasper Flyger Regenburg. Han har tidligere undersøgt, hvordan affaldshåndtering påvirker virksomheders lånevilkår. Hans undersøgelse viste, at virksomheder, der er dygtigere til at håndtere affald, også opnår en lavere lånerente i banken.

”Vi ved meget lidt om, hvorfor der er forskel på små og mellemstore virksomheders miljøpåvirkning, og det er et kæmpe problem. Rapporter viser, at mellem 37 % og 70 % af virksomheders forurening kommer fra SMV’er. Heraf udgør affald en væsentlig del på grund af behovet for produktion af nye materialer. Derfor er SMV'ers miljøpåvirkning utrolig vigtig at forstå bedre,” siger Kasper Flyger Regenburg.

Forskningen bygger på et unikt datasæt om danske virksomheders affaldshåndtering, indsamlet fra affaldsselskaber, der er forpligtet til at registrere affald hos Miljøstyrelsen. Disse data giver et detaljeret indblik i, hvilke aktører der har den største indflydelse på affaldshåndteringen, samt hvilke faktorer der kan motivere virksomheder til at tage et større ansvar for deres affald og miljøpåvirkning.

Stor variation blandt SMV'er

En central udfordring, som forskerne vil undersøge, er, hvorfor SMV’er har så forskellige affalds- og genbrugsmetoder, selvom de har adgang til de samme teknologier og affaldssystemer.

For at forstå denne forskel vil forskerne blandt andet undersøge de faktorer, der påvirker SMV’ernes affaldshåndtering. Et centralt fokus i projektet er at kortlægge, hvordan forskellige aktører i SMV’ernes økosystem – ejere, ledere, medarbejdere og långivere – spiller en rolle i affaldshåndteringen.

“Det er ikke kun adgangen til teknologiske løsninger, der afgør, hvordan affald håndteres i små virksomheder – det er i høj grad de mennesker, der arbejder der. Vi vil derfor se på, hvordan medarbejdernes og ledernes grønne adfærd påvirker affaldshåndteringen i virksomheden,” fortæller Kasper Regenburg og uddyber:

“Når ledere og medarbejdere ikke har den rette viden om, hvordan de kan reducere affald, bliver det svært at træffe de nødvendige beslutninger og implementere teknologier, som kan føre til bæredygtige forandringer.”

Manglen på grøn viden kan have stor betydning for affaldshåndtering

Ifølge Kasper Flyger Regenburg er teknologisk viden inden for den grønne omstilling en måde for virksomheder at forbedre deres affaldshåndtering.

Med forskningsprojektet håber vi, at små og mellemstore virksomheder får den nødvendige opmærksomhed og støtte, de har brug for, for at kunne bidrage til den grønne omstilling og reducere deres miljøpåvirkning

- Kasper Flyger Regenburg, postdoc, CBS
 

Fx har virksomheder, der investerer i at uddanne deres medarbejdere i miljøvenlige metoder, større succes med at implementere effektive affaldshåndteringssystemer.

“Når medarbejdere får viden om bæredygtighed og affaldsreduktion, forventer vi, at de bedre kan identificere muligheder for at minimere affald i deres daglige arbejdsrutiner. For eksempel kan små virksomheder, der arbejder med emballage, lære deres medarbejdere at vælge mere bæredygtige materialer eller optimere produktionsprocesser for at reducere spild.”

Derudover kan bedre adgang til ‘grøn viden’ også være med til at forme virksomhedens kultur. Hvis medarbejderne er engagerede og informerede om bæredygtighed, kan det føre til en positiv spiral, hvor grønne initiativer bliver en naturlig del af virksomheden.

“Med forskningsprojektet håber vi, at små og mellemstore virksomheder får den nødvendige opmærksomhed og støtte, de har brug for, for at kunne bidrage til den grønne omstilling og reducere deres miljøpåvirkning. En vigtig opgave, hvis vi skal nå klimamålene og sikre en mere bæredygtig fremtid,” afslutter Kasper Flyger Regenburg.

 

 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 12/02/2025