CBS på verdens største ledelseskonference: ”Der er brug for forskningsbaserede løsninger på presserende udfordringer”

CBS er igen stærkt repræsenteret på den internationale ledelseskonference Academy of Management som i år sætter fokus på, hvordan vi sammen kan skabe en bedre verden.

08/08/2022

Det er efterhånden en kendsgerning, at vi ikke kommer til at vende tilbage til den vanlige rytme, vi havde før corona. Verden har forandret sig markant på blot få år, og det er særligt tydeligt i den måde, vores arbejdsliv har forandret sig og heraf de nye krav og forventninger, der er til ledelse og organisationer generelt.

Men hvordan bliver virksomheder og organisationer bedre rustet til fremtidens uforudsigelighed, og hvordan kan de være med til at skabe en ny verden, hvor vi tager mere hensyn til kloden og til hinanden? Det er omdrejningspunktet for den årlige Academy of Management-konference, som løber af stablen fra den 5.-9. august i Seattle, Washington.

Academy of Management er en professionel forening for ledelses- og organisationsforskere med et globalt fællesskab på næsten 20.000 medlemmer, der spænder over 120 lande. Fire af foreningens store divisioner har kvindelige CBS-professorer i ledende roller, og hvert år deltager omkring 70-80 CBS-forskere i den store konference, som er verdens største inden for sit område. I alt deltager omkring 10.000 forskere og praktikere fra hele verden.

Konferencen omfatter et væld af paper sessions, symposier og workshops. Grundet corona er det første gang siden 2019, at konferencen afholdes fysisk; dog i år i et hybridformat, hvor der både er fysiske sessions i Seattle og virtuelle oplæg.

Keld Laursen er professor og institutleder på Institut for Strategi og Innovation ved CBS. Derudover er han tidligere formand for teknologi- og innovationsdivisionen i Academy of Management og er  ny nyvalgt repræsentant for bestyrelsen. Han ser meget frem til at deltage i konferencen, som ifølge ham skaber grobund for nye samarbejder:

”AoM favner et væld af spændende emner inden for ledelse og organisation og er et sted, hvor forskere fra hele verden præsenterer de nyeste ideer og forskningsresultater og ikke blot inspirerer andre forskere men også studerende og virksomheder. Efter et år med store sociale og økonomiske omvæltninger er der behov for forskningsbaserede løsninger på presserende udfordringer, og en konference som AoM er en stærk platform til at få forskningen ud at leve”, fortæller Keld Laursen.

Over 100 CBS-præsentationer

I løbet af konferencen vil omkring 80 CBS-forskere med i alt 118 sessions, symposier og events gøre deltagerne klogere på emner som CSR, diversitet, autentisk ledelse, nye forretningsmodeller inden for bæredygtighed, distancearbejde og work-life balance-problematikker, etisk iværksætteri og talrige andre områder.

En af de forskere, der deltager på konferencen, er professor ved Institut for Organisation, Eva Boxenbaum. I det kommende år leder hun Organisation and Management Theory Division (OMT), som er AoM’s tredjestørste division og kendetegnet ved høj akademisk faglighed.

”Vi har længtes efter at kunne mødes fysisk med kollegaer fra hele verden, og jeg ser frem til at udforske og diskutere de ledelses- og organisationsudfordringer, der trænger sig på sammen med fagfæller fra forskellige discipliner og forskningstraditioner,” lyder det fra Eva Boxenbaum.

”Når jeg umiddelbart efter konferencen tiltræder som leder af OMT-divisionen, så vil jeg arbejde målrettet på at fremme forskning, der har høj akademisk kvalitet og samtidigt produceres og anvendes på en socialt ansvarlig måde, der kommer hele samfundet til gode. Det er uhyre vigtigt, at vi ikke adskiller kvalitet og relevans.”

Samtidig med at AoM er populær blandt etablerede forskere, er konferencen også en fantastisk mulighed for yngre forskere, hvor de dels kan præsentere deres forskning og dels få skabt et internationalt netværk.
En yngre forsker, som ser frem til netop dette, er Emma Lappi, postdoc ved Institut for Strategi og Innovation. Hun skal bidrage til en paper session om iværksætteri.

"Jeg ser frem til at få nye kontakter og starte nye samarbejder og derudover skabe opmærksomhed omkring min forskning. Som forskere kan vi lære meget af hinanden, og jeg glæder mig til at høre mere om, hvilke udfordringer, mine fagfæller verden over arbejder med, og hvilke spørgsmål de forsøger at besvare," fortæller hun.  

En unik mulighed for at blive inspireret og tiltrække spirende forskertalenter

Udover CBS-forskere deltager CBS’ prorektor, Inger Askehave, også i konferencen. Hun ser i særdeleshed frem til at deltage i debatter, netværke og få inspiration.

”Jeg glæder mig utrolig meget til at blive opdateret på de seneste tendenser indenfor ledelsesforskning og ikke mindst opleve nogle af vores egne forskere i de mange oplæg, debatter og workshops. CBS har så meget at byde på! Og AoM tiltrækker topforskere fra førende universiteter og business schools, hvilket giver os mulighed for at engagere os i et bredt netværk,” siger Inger Askehave, som fremhæver, at konferencen også er en god anledning til at tiltrække udenlandske forskere til CBS.

Det er den 82. gang, at Academy of Management holder sit årlige møde, som har til formål at bringe forskere og praktikere sammen. I år er temaet ’Creating a Better World Together’.

CBS er desuden vært for den traditionsrige CBS-reception, der finder sted på Seattle Art Museum, hvor formålet er at pleje og vedligeholde CBS’ internationale netværk.  

Læs mere om AOM-konferencen og programmet her
 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 09/08/2022