CBS-forskere udnævnt som Chairs med støtte fra CBS Executive Fonden

Anne Mette Møller, lektor ved Institut for Organisation, og Thomas Poulsen, lektor ved Institut for Regnskab, er blevet udnævnt til CBS Executive Fonden Associate Professors for en 5-årig periode takket være en generøs bevilling fra CBS Executive Fonden. Med udnævnelserne vil CBS styrke sin nationale og internationale position inden for forskning i ledelse og organisation samt corporate governance.

04/06/2024

Thomas Poulsen og Anne Mette Møller

“På CBS er vi optagede af at skabe et miljø, der understøtter talentfulde forskere tidligt i deres karriere, så de kan udfolde deres potentiale og bidrage til vigtige fremskridt til gavn for virksomheder og samfundet.”

Sådan siger forskningsdekan på CBS, Søren Hvidkjær, der henviser til, at det er første gang i CBS’ historie, at to lektorer udpeges som såkaldte Chairs. Normalt tildeles Chairs mere erfarne professorer, men denne gang har CBS valgt at investere i forskere tidligere i deres karriere. En beslutning, der fremhæver CBS’ engagement i at støtte og udvikle unge talentfulde forskere.

Vil styrke brobygningen mellem praksis og forskning

Udnævnelserne af Anne Mette Møller som Leadership Chair og Thomas Poulsen som Governance Chair er blevet til takket være en generøs bevilling fra CBS Executive Fonden.

“Det er CBS Executive Fondens formål at bygge bro mellem praksis og forskning for derigennem at udvikle morgendagens ledere. Vi er derfor meget stolte af, at vi på baggrund af 2023-årsregnskabet, som er det bedste i Fondens over 30-årige historie, kan lave uddelinger til forskning på CBS i form af CBS Executive Fonden Chair Program – og dermed styrke brobygningen mellem praksis og forskning yderligere,” udtaler Anne Marie Jess Hansen, CEO for CBS Executive Fonden.

»Det er en stor anerkendelse«

Anne Mette Møller er til daglig lektor på Institut for Organisation ved CBS og forsker i organisation og ledelse med særligt fokus på fagprofessionelle.

“Jeg er meget glad og beæret over udnævnelsen, som giver mig mulighed for at videreudvikle både forskning og undervisning inden for ledelse og organisation på CBS. Jeg ser frem til at bidrage til udviklingen af feltet, især gennem CBS Leadership Centre, der fungerer som et samlingspunkt for alle med interesse i ledelse,” siger Anne Mette Møller.

Thomas Poulsen forsker i corporate governance, også kendt som styring og ledelse af virksomheder. For det meste beskæftiger han sig med, hvordan virksomhedsejere og bestyrelsesmedlemmer forvalter deres roller, hvilket har betydning for, hvordan de arbejder med og prioriterer de mange ressourcer, private virksomheder råder over.

“Corporate governance er på den måde vigtig for virksomheders virkemåde, effektivitet og legitimitet. På Center for Corporate Governance har vi allerede et internationalt anerkendt forskningscenter og -miljø, og med denne udnævnelse kan jeg forhåbentlig bidrage til at fastholde og udvikle den position – såvel som til at fastholde og udvikle fokus på god governance i dansk erhvervsliv,” siger Thomas Poulsen og udtrykker også sin glæde ved udnævnelsen:

“Udnævnelsen er en anerkendelse, jeg sætter stor, stor pris på, og jeg er taknemmelig for CBS’ beslutning om at tildele mig den ene af de to udnævnelser, der følger med CBS Executive Fondens donation.”
 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 04/06/2024